Den har kostet en overdosis på chokolade, cola, cookies og vingummibjørnehoveder. Den har kostet skrivepukkel og en eller anden form for håndkatar, fordi mine hænder har ligget så meget på tastaturet. Den har indirekte kostet mig 500 kroner, fordi jeg i distræt skriverus bestilte forkerte flybilletter på internettet. Ja, det er min eksamensopgave i videnskabsteori jeg taler om. "Det kedeligste" min storesøster "nogensinde har læst". Great! Nu mangler jeg kun litteraturlisten og indekset - så er det slut. For evigt. Aldrig mere paradigmeteorier og kvalitative metoder. Aldrig mere ord som falcifikationsprincip og ontologi. Bare masser af slubren i sig af tykke romaner under trækroner i solskinsvejr. Og masser af is, masser af strand og cykelture. Masser af sommer.

Opvarmning til søndagsliv

Og så er det lige, at jeg vil gøre opmærksom på, at der ikke sker en skid under mit fedtede morgenhår i morgenkåbe på sofaen i Jægersborggade i verden. Det vil sige, der sker det, at jeg ikke har mere rent bestik, at der skal vaskes tøj, at der stadig er kammerjunkere i gulvtæppet og så lige den bagatel, at jeg skal skrive eksamensopgave hele næste uge. Men altså, der sker ikke noget af interesse. Jeg har prøvet at omfavne, hvad tilværelsen nu engang har skænket mig og tog på Diamanten for at læse i går. Det gav 2 timers pause, skypechat, kakao, indkøb af ny kalender og oprydning i computeren på bundlinien. Jeg er doomed! Og det er min egen skyld. Jeg kunne selvfølgeligt læse i dag - altså lige få tjek på indtil videre urørt pensum og noter fra autistisk halvstammende lærer med genisyndrom. Det er bare næsten at indbyde søndagspsykose og surrealistiske abstinenser efter kanelsnegle. Nej, så hellere udskyde lidelserne til i morgen og gå helvedesuge i møde med stil og oprejst pande.

Rapport fra sommeraften med kammerjunkere på gulvtæppet

Har spist koldskål med kammerjunker for anden aften i træk. Læste i avisen her til morgen, at Danmark er ved at løbe tør det. Helt tør! Der var heller ikke noget, da jeg var i Netto i dag. Det tegner grælt... Meget grælt. Men så er det jo godt, at man laver sin egen koldskål med flødeskum og ymer. Legede med tanken om at putte ikkepasturiserede æg i den. Bare for at få en lillebitte salmonellating kørende. Bare lige så lidt, at det ikke er min egen skyld, hvis jeg dumper eksamen, men æggene. Endte nu med at droppe kamikazekoldskål til en anden god gang.

Efter koldskålen løb jeg en lang og trættende tur (efter min målestok). Den var ekstra lang, fordi der er en fugl, som bor i gården i træet udenfor mit soveværelsesvindue. Den står op klokken 4 om morgenen og laver sådan en pisse irriterende kaldelyd, der lyder som en bilalarm. Stod op i nat, rullede patiennerne op og råbte af den med min bare barm stikkende ud af vinduet..... Det virkede indtil jeg havde trukket dynen op om skuldrene igen. Jeg håber den lukker næbbet i nat!

Skal til eksamen i morgen. Noget med sprogfunktioner, stilfigurer og sætningsskemaer. Kryds fingre!

Hurra! (med rullen på r'erne)

I dag var det min fødselsdag! Jeg startede dagen ud med en lidt deprimerende følelse af at vågne alene. (Kæresten er i fjerne lande og tjene til føden.) Heldigvis blev jeg opmuntret af forældrenes trallen i telefonen. Da al familie, undtagen min ene storesøster, bor i Jylland, skulle jeg ikke se dem i dag. Det var lidt af en uvandt følelse at åbne gaver over telefonen og selv bage sin egen kagemand. Ens mor og far skal da være der, når man har fødselsdag, eller hvad?! Hvordan mon det er, når ens forældre er døde? Nok ikke helt det samme.... Nå, men i hvert fald, kom der gæster fra klassen og den gamle gym-klasse + storesøster. Det var bare så dejligt!! Solen skinnede, vi smovsede, jeg fik en masse lækre forkælelsesting. Til at høre og læse og skrive og smøre og skrubbe og pynte og kokkerere. Er glad! 22 år og lidt tættere på det der "voksen". Ej, man da lidt voksen, når man sådan kan holde sin fødselsdag selv! Yes.

Tilbage

Så er jeg tilbage fra de døde! - eller rettere sagt fra eksamenspsykose. Ej, det har ikke været så slemt for mig, tror nærmere jeg har lagt et gavaldigt pres på kærestens mentale velbefindende. Det er ikke sådan når man hele tiden skal være stille og og sød og forstående og lave mad og vaske op og lave kamillete til ynkende vrag. Undskyld!

Ellers er der ikke sket så meget i mit liv..... Jo, var til bryllup i weekenden. Havde en lidt kort kjole på, højhælede sko og strømpebukser med nogle blomster vævet ind i (så altså ok ud, selvom det lyder lidt mismatchet). Nå, men så skulle jeg absolut have elevatorblik plus hvisken i krogen fra to tanter. Der gik max fem minutter fra jeg kom. - Og så sagde de ikke engang hej. Det var lidt af en nedtur. Blev helt kalveknæet og slasket i ryggen af bare lav selvtillid.
Senere blev det heldigvis sjovere! Sådan en svag selvtillid kan altså godt drikkes væk, skal jeg hilse og sige. Vin og mozartlikør fungerede for mig. Der var liveband, og jeg dansede med meget fuld grandkusinekæreste plus egen kæreste og egen far, som begge bliver rigtig gode dansere efter nogle genstande. Så kommer der lidt mere vug i understellet! Er glad for at have dansabele mænd indenfor rækkevidde. Aftenen sluttede med, at kæresten fik en vodka for meget og forsøgte at stikke af med en flagstang.

Ellers er det min fødselsdag snart, og jeg glæder mig, og der ligger gaver, som jeg ikke må pakke op endnu, og jeg har allerede planlagt, at jeg skal bage kagemand, og der bliver 25 grader. Det kan kun gå godt! Skal også bare lige huske at læse lidt ind imellem glædningen. Har eksamen om mindre end en uge. Har skimmet ca. 20 procent af pensum. Åhh, ej det går nok. Man skal heller ikke presse sig selv for hårdt. Nemlig!

Min faste overspringshandling

Jeg takker frk. lortoglagkage for underholdende blogning. Den får resten af os til ikke at have nær så ondt af os selv, og er sand inspiration i denne grå eksamenstid!!

Baileys, papyrus og Informaion

Har lige fået mig en Baileys med is. Alene i sofaen. Hygger med mig selv. Og så var det vel og mærke en stjålet Baileys med is. Jeg opbevarer pt al sprut, som har været til overs fra nogen uni-klasse-fest overhovedet, under mit skrivebord, og i dag kunne jeg ikke nære mig. Der er mest snaps og gammel dansk (det bliver af en eller anden grund al tid til overs. Har været til overs i snart 7 måneder nu), men så lå der en slat Baileys og råflirtede med mig. Den ville tages. Nu og her! Ahh! Chokolikør. Anledningen er, at jeg er blevet færdig med min artikel, som skal afleveres i morgen. Den hedder "Lad eleverne tage ordet" - hvis nogen skulle være interesseret..... One exam down, three to go. Det er jo på en måde meget godt, men artiklens udeafverdenhed betyder, at jeg nu skal til at forberede mig til den næste eksamen, og det betyder, at jeg skal til at læse. Jeg har lovet at tage noter til en psykopattekst om udviklingen fra papyrus til internet til i morgen, så det bliver det første bidrag til mit spæde intellektet. 25 normalsider. Om papyrus! Nu går jeg i seng og prøver at læse lidt i Information i stedet. Har nu haft gratis abbonement i 5 dage, og har kun læst én artikel og skimmet et digt at Jørgen Leth. Hvis det bliver kedeligt, så har jeg set, at der er sodukoer på andensidste side, så tager også lige en blyant med under dynen.

Ret så go' en da' det er i da'

Det har været en rigtig dejlig dag i dag. En af dem, hvor det faktum, at det regnede, og at jeg ikke har mere mad i køleskabet, ikke gjorde noget. Jeg har nemlig set Kundskabens Træ på Cinamateket. Et must-see-mesterværk. Jeg fik genopfrisket scenen med Elin og hendes forfærdelige mor, som finder den amerikanske sølvdoller og mellem linierne beskylder stakkels Elin (senere TRL) for at have noget nær prostitueret sig selv for at få fingre i den. "Hvor kommer den her fra Elin?!!!!!!". Fik også genopfrisket "Åh, nej han er i knickers" og det der med at danse med lyset slukket. Helt fantastisk dejligt.

Bagefter var jeg til miljøfestival i min gade. Thomas Helmig Jam spillede, og alle gadens mere eller mindre skæve eksistenser forenedes i en højere enhed om økologiske pølser, hjemmelavede karameller og.... ja, Thomas Helmig Jam (med en ret smålækker Thomas Helmig). Fik en lille åbenbaring, da koncerten fik selskab af dem, som ikke kun var på gaden, fordi der var fest og som ikke kun fik fadøl nummer otte fordi det var lørdag. Bag den falske Helmig stod en rødspættet eksistens med hestehale, slidte jeans, bacardi breezer og kondisko, som med halvt lukkede øjne spildte sit hjerteblod til "Nu hvor du har brændt mig af". Smukt!

Nu står den på læsning og måske lige melodix grandprix eller fodbad eller pizza eller neglelak....

Navlepiller - hvem mig?

Jeg har lige læst i avisen i dag, at humanister er selvoptagede, mens medicinstuderende og studerende på samfundsfaglige studier, er mere karrieremindede. Efter sigende er humanister langhårede navlepillere, som kun læser for egen selvudviklings skyld. Jamen altså! Jeg må sætte mig imod denne hetz!
Jeg har flere belæg for, at både samfundsfaglige og naturfaglige studerende halter stærkt bagefter det image de så ufortjent har fået. For eksempel har jeg i fællesskab med en veninde en formodning om, at sociologistuderende vælger deres fag som en slags træningsforløb, fordi de ikke selv fungerer særlig godt socialt. (dette er baseret på en times intens samtale i fugtig kælder på nedlagt hospital). Og nu jeg er ved det, er medicinstuderende så ikke altid dem, som udvikler hypokonderagtige tilstande, fordi de symptomer de læser om, stiger dem til hovedet? (det skulle forresten hellerikke undre mig, hvis det er dem, som er ansvarlige for, at 10 procent af de unge er smittede med klamydia. Det kunne lige ligne dem ku det!). Og hvad med ingeniørerne og juristerne? Er det ikke dem, som drikker sig selv og små stakkels grønskollinge langt ned i helvede på deres introture? Ikke særlig karriereminded, var?!
Altså, ja, tsk... jeg spørger bare. Sidder her med en kop kamillethe og har lige læst mit horoskop og været i bad og skrubbet mig med skrubbehandsker og ladet balsammen sidde i ekstra længe og..... Altså, jeg er bestemt ikke nogen navlepiller....

Arbejdstid: 8 timer. Reel arbejdstid: 30 minutter.

Jeg er lidt bekymret for, om jeg mon nogensinde bliver i stand til at opretholde et rigtigt fuldtidsjob ude i virkeligheden. Grunden til min gru er, at jeg nu har brugt snart halvanden måned på min eksamensartikel. Jeg har spurgt læssevis af folk om råd, har klynket og har holdt kaffe-tisse-tænkepauser for flere tusinde lønningskroner. Jamen, det går jo bare ikke! Det er lidt underligt at tænke på, at jeg, som retorikstuderende, kun har skrevet 2 artikler i mit liv. Artikler, som jeg vel og mærke har brugt sammenlagt 3 måneder på! Ineffektivitet, ineffektivitet, ineffektivitet! Der må være noget med os humanister. Måske er det fair nok, at der ikke er så meget rift om os ude i erhvervslivet....

Forvredne forårsfornemmelser

Jeg er godt og grundigt forårsforvirret. Selvom mit hoved kun er fyldt med tom luft, er det som om hjernen ikke kan være i skallen. Pludselig kan jeg ikke koncentrere mig om at hænge min jakke op, når jeg kommer hjem. Jeg kan heller ikke vaske op eller lytte alt for meget til andre der snakker. Sjovt nok kan jeg godt spise m&m's og se Skadestuen på TV3. That's life. Håber det snart går væk!! Skyder i øjeblikket skylden på pollen og opdigtet søvnmangel....

Åh, hvor er det dejligt at sommeren endelig er kommet. Det kribler over alt! I det grønne, i min gade og i mig. Jeg har lige været nede på Stefanos, min lokale cafe, og spise økologiske middelhavsfristelser. Ahh.... Den ligger i Stefansgade på Nørrebro. Tag og prøv den! Den er dejlig.

Måske jeg lige skulle fortælle lidt om weekenden.

Højdepunkter: Jeg har kælet med en slange i zoo, har fået min første is med 3 kugler og guf, har danset vildt og stille, har spist morgenmad med dejlige venner, har snakket hemmeligheder, og har taget middagslur i grønt græs på Assistens Kirkegården.

Mindre heldige ting: Har skrabt udtrådt chokoladekage op med neglene, har afsløret for min lille nevø at Jesus blev korsfæstet, har snakket hemmeligheder, har sniffet flormelis og har været indblandet i en bitch-fight.

Hjernespin i Diamanten

Jeg sidder på Den Sorte Diamant i dag og skriver på min artikel. Træææægt arbejde. Der sker ligesom ikke noget, og jeg kan slet ikke overskue det jeg har skrevet.
Jeg har lige holdt frokostpause alene i kantinen. Det var ligesom alle kiggede på mig! Dem ved siden af, ham overfor, dem i køen. Da jeg var på vej tilbage til læsesalen, syntes jeg også at to fyre på rulletrappen gav mig elevatorblikket. Jeg blev nødt til at gå ud på toilettet og foretage inspektion af spejlbillede. Intet resultat... Jeg har et sår på næsen, men det sidder et sådant sted, at man skal være noget lavere end mig for at spotte det. Jeg tror jeg er ved at få den læsesalsstuderendes variation af økuller! Må hjem, snart. Eventuelt ligge i fosterstilling til "Skadestuen" på TV3.

Fredag, Lørdag, Søndag, Mandag

Antitetisk weekend. Jeg er blevet ovenud kulturelt stimuleret, men har samtidig været omgivet af hængerøve, dårlig McDonald's mad og overdøvende ladhed.

Fredag aften inviterede Aaron mig til koncert på Stengade 30. Det var Janosshi og Shout Out Louds, der spillede. Jeg havde ikke hørt om Janosshi før, og er også lidt i tvivl om, om det nu er sådan det staves. Det var et band bestående af to fyre. En rigtig dygtig guitarist og en hårdtslående trommeslager. Lidt a la White Stripes. Rigtig god energi! Jeg blev helt hypnotiseret af trommerne. Det er fedt når man kan mærke dem i maven! Shout Out Louds var også rigtig gode, men på det tidspunkt, var weekendens modsætningsfyldte aspekt begyndt at spille ind: Jeg står og lytter til dejlig velspillet musik, rokker lidt frem og tilbage og synger med. Pludselig vælter tre 16-årige drenge ind i mængden og danser/tæsker hvalpeagtigt løs på hinanden. Fuck, hvor irriterende! Jeg kunne ikke lade være med at nive i dem hver gang de tromlede ind i mig. Det lykkes da også den ene at smadre et glas ned på min sko, så jeg fik glasskår mellem de bare tæer. Jeg gik nu fra koncerten med en fin følelse, nynnende, "Please, please, please". Det lykkes mig også lige at tryne en fyr, som ville mase foran i garderobekøen, før jeg gik. Gav ham først stift stirrende blik + passiv agressiv fløjten. Derefter gik jeg i kødet på ham. Det er altså ikke sådan en girlfriend som mig, man skal prøve mase foran. Tag den!
På vej hjem købte vi burgere hos McDonalds. Min var gået i en kemisk fugtig forbindelse med indpakningen og bøffen var rå. Føler mig forrådt at den fast-food kæde.

Lørdag gik med at spise baconsandwiches, pleje tømmermænd, se tv og..... ja, ikke noget.

I går var jeg til koncert på Lille Vega sammen med tøser fra klassen (og ja, det hedder efter sigende ikke "klassen", når man går på uni, men det blæser jeg på). Det første band spillede depressiv, ensformig, opstyltet rock. De hed January Jaunt. Såden nogle af de der fyre, som bare synes, at de er lidt for seje og nærmest er klædt ud som rockband. Det andet og sidste band hed Lily Electric. Lækkert! Der var et eller andet ved dem, som mindede lidt om Beatles. Men det er der efter sigende meget musik der gør, når jeg skal bedømme det - så tag mig ikke på ordet. I hvert fald lavede de det der Beatles danse-move, når de stod med deres guitare. Sådan lidt rokkende fra side til side, men et lækkert smil på. De gik lige ind og jeg rokkede med til musikken!

I dag har jeg været til pølsebod/tivoli/festival krydret med dåsetuborg og niende-klasser. Også kaldet 1. Maj i Fælledparken. Også, som et af ovennævnte bands, en smule opstyltet.... Som jeg hørte en fyr sige: "Hver gang jeg kommer her, får jeg sku lyst til at blive borgerlig!".

P.S. Og så har jeg fået jobbet i Beskæftigelsesministeriet.

Glemt

Jeg blev glemt i dag! Tror jeg da - jeg kommer altid til at tvivle på mig selv, når der sker den slags misforståelser....
Jeg var jo til jobsamtale, hvilket gik ok, tror jeg. Bagefter skulle jeg lave en skriveøvelse i 30 minutter. Damen som parkerede mig foran computeren i det aflukkede kontor sagde, "så ses vi om en halv time". Jeg var helt på stikkerne, for jeg skulle nå at resummere 2 artikler på den afsatte tid, så jeg knoklede derudaf. Da tiden var gået var jeg også færdig, og var egentligt ret veltilfreds med resultatet. Jeg kiggede lidt ud af vinduet, gemte det jeg havde skrevet og læste det igennem for 117 gang...ventede...læste igennem igen...skimmede artiklerne igen...ventede, ventede, VENTEDE! Da der var gået 55 minutter forsøgte jeg at ringe ned til damen, men fik en anden i røret, som sagde, at hun altså lige var gået ud. NÅ! Så skev jeg en seddel, hvor der stod "tak for i dag" og smuttede.
Nu er det bare jeg sidder her og fumler med, om det alligevel bare er mig, som er blevet skør. Betød "vi ses om 30 minutter" i virkeligheden noget helt andet?! Åh, det kan godt være, at jeg ikke egner mig til den slags højkomplicerede arbejdspladser alligevel. Jeg må hellere sende en mail i morgen, for at sikre mig, at de ikke har glemt mig helt.
Forresten, lige til orientering: Hvis man skal til samtale i Beskæftigelsesministeriet behøver man ikke at gøre de store krumspring for at udvide sin politiske hjernekapasitet. Vi kom selv ikke ind på den gode Claus Hjorth Frederiksen eller hvor mange der sidder i Folketinget.

Uvidenhed!

Jeg skal til jobinterview i morgen. Hos Beskæftigelsesministeriet. Min mor ringede her til morgen og spurgte hvad Beskæftigelsesministeren hed, hvilke partier der danner regering og hvilke partier der er støttepartier. Jeg gik i sort! Ved ikke en skid. Troede faktisk at regeringen bestod af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Men nej. Jeg tror min mor er lidt forstyrtet over, hvor lidt hendes datter egentligt ved! Har indset at jeg hellere må lave lidt research inden i morgen. Jeg ved dog nu, efter et klik med musen, at der sidder 179 medlemmer i folketinget og at beskæftigelsesministeren hedder Claus Hjorth Frederiksen. Det er da en start...

Piftet

Først og fremmest: Jeg kan godt forstå hvorfor min cykel er trillet sine egne veje. Da jeg kom ned på gaden forleden dag, var der nogen, som havde piftet Aarons cykel. Bare såden hårdt og brutalt!
Jeg har en mistanke om hvem der har gjort det.... Og jeg tror også godt jeg ved hvorfor. Jeg har brugt Aarons cykel på det sidste, da min egen jo har undsluppet de usle forhold på Jægersborggade. Af bitter erfaring var jeg begyndt at parkere Aarons sorte lyn i porten til gården, hvor der i det mindste er tørt, men hver morgen, var den stillet ud på gaden igen. Meget mærkeligt.... Jeg blev dog ved - mine cykler skal have gode forhold fra nu af. Og så var det, her forleden, at nogen igen havde flyttet cyklen ud på gaden, men også havde piftet skidtet! Hvabehar! Da jeg var ved at låse cyklen op for at trille den ned til cykelhandleren, kom en mand forbi, som kiggede alt for længe efter cyklen og mig. Alt for længe, siger jeg! Bagefter luskede han om i gården. Det er ham! En af de skide håndværkere der synes det er fedt at hugge asfalten op klokken 7 om morgenen nede i gården under mit soveværelsesvindue - og som skal gennemføre al samtale i et råbende toneleje. Og jeg har vel og mærke ikke piftet nogle af hans egendele, selvom jeg ærlig talt synes han er lidt i vejen.
Ja, man kan ikke vinde her i verden. Så snart man prøver at gøre lidt godt for sin cykel bryder helvede løs... Nu har jeg købt en ny. Og den holder i porten! Og det bliver den ved med! Det handler om stolthed.

Med eller uden arm?

Jeg er kommet til at tænke på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg skulle have min arm amputeret. Jeg ved ikke hvordan, det kom på bane. Jeg sad i stuen og kiggede på den, holdt med fingrene rundt om albuen, for at markere, hvor den mon kunne risikere at blive skåret af. - Og så gik det op for mig, at jeg altså helst ikke vil have noget amputeret! Kun allernødigst. Min søster sagde, at hun havde set et program om folk, som syntes det var fedt at få et ben sat af - bare som hyggelig fritidsbeskæftigelse. Nej, jeg beholder helst alle lemmer! Da jeg sad dér og holdt rundt om armen, kunne jeg mærke, at jeg ville savne den rigtig meget, skulle det ske, at den pludseligt ikke var vedhæftet mig længere.
Og så opstod spørgsmålet - hvad nu hvis den på et tidspunkt skal skæres af? Hvad skal der så blive af den?? Hvad gør man? Jeg tror jeg ville blive nødt til at gemme den. Man kan da ikke bare sådan smide en arm ud med kødaffaldet. En arm, som har tørret en bagi, smurt mellemmadder og kløet én de mest besværlige steder... Men er det lovligt at gemme en arm? Må man have den i sprit på kaminhylden, eller opbevare den nederst i kummefryseren? Bare så man bare kan sige hej engang imellem, mindes de gode gamle dage... Nej, måske et gravsted er bedre. Så kommer der samling på tingene i sidste ende. Men er det i orden? Må man overhovedet det? Altså lægge lidt i af gangen, om man vil?
Problematisk! Og sikke mange ting man som debuterende amputator skal tage stilling til, ud over ikke længere at kunne klø sig i nakken. Godt jeg ikke skal have noget amputeret forløbig....

Jeg elsker kun dig

Min tro følgesvend forladt mig. Snart 4 år har vi været sammen, og så pludseligt, en lørdag aften klokken halv et på Frederiksborggade, skrider han bare fra mig! Går hjem med en eller anden dulle, som har kælet lidt for låsen eller strøget ham blidt over ringeklokken. Min bordeaux-farvede redningsmand, som har fragtet mig i alt salgs vejr, på alle tider af døgnet, er borte. Måske han ikke kunne leve med det vilde københavnerliv - det faktum at hans plads de sidste 3 måneder har været på fortorvet, i regnvejr, jævnligt pisset på at store knurrende gadekryds eller væltet omkuld af den daglige dominoeffekt blandt de andre cykler. Jeg er så ked af det. Men prøvede at gøre det godt igen, efter han var begyndt at ruste, og jeg havde trådt ham i stykker gennem vinteren. Lækker makeover - og endda hos Jupiter-cykler. Ny kæde, nye gear, masser af smørelse - og ikke til en helt billig penge!
Kom tilbage nu! Jeg kan ikke lægge øjne på andre cykler uden at tænke på dig! Ingen har den samme klang i klokken, det samme tråd i pedalen, det samme strømlinede design. Du er mit et og alt! Hvis du fortryder venter jeg med åbne arme, og jeg lover at parkere dig omme i gården under halvtaget fra nu af!

Hvis ikke.... SÅ SMADRER JEG DIG!

Jeg er ved at blive gammel!! I forbindelse researchen til en artikel jeg er ved at skrive om retorik i folkeskolen (- eller rettere sagt behovet for retorik i folkeskolen!), har jeg læst en undersøgelse om mobning og konflikter i 9. klasse. Og her var det jeg opdagede det. Der er ved at udvikle sig en generationsklyft mellem ellers nok så ungdommelige 21-årige mig og Danmarks 9.-klasser! Det fremgår i undersøgelsen, at 15 % af elever i 9. klasse mener, den bedste måde at løse konflikter på, er med vold. En fjerdedel af drengene hører under denne kategori. - Jamen altså, jeg går og bliver helt gammelkonebange.... Det er kun 5-6 år siden jeg selv gik i niende og jeg mindes da ikke noget om, at vi gik og havde lyst til at banke hinanden hele tiden! Blev ærligt talt også lidt stramtantet og "ungdommen nu til dags"-agtig, da jeg læste dette citat fra en pige i undersøgelsen: "For nylig var der en pige, som hele tiden vendte det hvide ud af øjnene, når jeg gik forbi hende. Det ville jeg ikke finde mig i. Så en dag så gik jeg hen sammen med en gruppe af venner til hende og sagde, at hvis hun ikke holdt, så ville vi smadre hende, og hun har da heller ikke gjort det siden”.
Når jeg får børn, så skal de fandeme opføre sig ordentligt!! - Ellers så smadrer jeg dem!