Glemt

Jeg blev glemt i dag! Tror jeg da - jeg kommer altid til at tvivle på mig selv, når der sker den slags misforståelser....
Jeg var jo til jobsamtale, hvilket gik ok, tror jeg. Bagefter skulle jeg lave en skriveøvelse i 30 minutter. Damen som parkerede mig foran computeren i det aflukkede kontor sagde, "så ses vi om en halv time". Jeg var helt på stikkerne, for jeg skulle nå at resummere 2 artikler på den afsatte tid, så jeg knoklede derudaf. Da tiden var gået var jeg også færdig, og var egentligt ret veltilfreds med resultatet. Jeg kiggede lidt ud af vinduet, gemte det jeg havde skrevet og læste det igennem for 117 gang...ventede...læste igennem igen...skimmede artiklerne igen...ventede, ventede, VENTEDE! Da der var gået 55 minutter forsøgte jeg at ringe ned til damen, men fik en anden i røret, som sagde, at hun altså lige var gået ud. NÅ! Så skev jeg en seddel, hvor der stod "tak for i dag" og smuttede.
Nu er det bare jeg sidder her og fumler med, om det alligevel bare er mig, som er blevet skør. Betød "vi ses om 30 minutter" i virkeligheden noget helt andet?! Åh, det kan godt være, at jeg ikke egner mig til den slags højkomplicerede arbejdspladser alligevel. Jeg må hellere sende en mail i morgen, for at sikre mig, at de ikke har glemt mig helt.
Forresten, lige til orientering: Hvis man skal til samtale i Beskæftigelsesministeriet behøver man ikke at gøre de store krumspring for at udvide sin politiske hjernekapasitet. Vi kom selv ikke ind på den gode Claus Hjorth Frederiksen eller hvor mange der sidder i Folketinget.

Uvidenhed!

Jeg skal til jobinterview i morgen. Hos Beskæftigelsesministeriet. Min mor ringede her til morgen og spurgte hvad Beskæftigelsesministeren hed, hvilke partier der danner regering og hvilke partier der er støttepartier. Jeg gik i sort! Ved ikke en skid. Troede faktisk at regeringen bestod af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Men nej. Jeg tror min mor er lidt forstyrtet over, hvor lidt hendes datter egentligt ved! Har indset at jeg hellere må lave lidt research inden i morgen. Jeg ved dog nu, efter et klik med musen, at der sidder 179 medlemmer i folketinget og at beskæftigelsesministeren hedder Claus Hjorth Frederiksen. Det er da en start...

Piftet

Først og fremmest: Jeg kan godt forstå hvorfor min cykel er trillet sine egne veje. Da jeg kom ned på gaden forleden dag, var der nogen, som havde piftet Aarons cykel. Bare såden hårdt og brutalt!
Jeg har en mistanke om hvem der har gjort det.... Og jeg tror også godt jeg ved hvorfor. Jeg har brugt Aarons cykel på det sidste, da min egen jo har undsluppet de usle forhold på Jægersborggade. Af bitter erfaring var jeg begyndt at parkere Aarons sorte lyn i porten til gården, hvor der i det mindste er tørt, men hver morgen, var den stillet ud på gaden igen. Meget mærkeligt.... Jeg blev dog ved - mine cykler skal have gode forhold fra nu af. Og så var det, her forleden, at nogen igen havde flyttet cyklen ud på gaden, men også havde piftet skidtet! Hvabehar! Da jeg var ved at låse cyklen op for at trille den ned til cykelhandleren, kom en mand forbi, som kiggede alt for længe efter cyklen og mig. Alt for længe, siger jeg! Bagefter luskede han om i gården. Det er ham! En af de skide håndværkere der synes det er fedt at hugge asfalten op klokken 7 om morgenen nede i gården under mit soveværelsesvindue - og som skal gennemføre al samtale i et råbende toneleje. Og jeg har vel og mærke ikke piftet nogle af hans egendele, selvom jeg ærlig talt synes han er lidt i vejen.
Ja, man kan ikke vinde her i verden. Så snart man prøver at gøre lidt godt for sin cykel bryder helvede løs... Nu har jeg købt en ny. Og den holder i porten! Og det bliver den ved med! Det handler om stolthed.

Med eller uden arm?

Jeg er kommet til at tænke på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg skulle have min arm amputeret. Jeg ved ikke hvordan, det kom på bane. Jeg sad i stuen og kiggede på den, holdt med fingrene rundt om albuen, for at markere, hvor den mon kunne risikere at blive skåret af. - Og så gik det op for mig, at jeg altså helst ikke vil have noget amputeret! Kun allernødigst. Min søster sagde, at hun havde set et program om folk, som syntes det var fedt at få et ben sat af - bare som hyggelig fritidsbeskæftigelse. Nej, jeg beholder helst alle lemmer! Da jeg sad dér og holdt rundt om armen, kunne jeg mærke, at jeg ville savne den rigtig meget, skulle det ske, at den pludseligt ikke var vedhæftet mig længere.
Og så opstod spørgsmålet - hvad nu hvis den på et tidspunkt skal skæres af? Hvad skal der så blive af den?? Hvad gør man? Jeg tror jeg ville blive nødt til at gemme den. Man kan da ikke bare sådan smide en arm ud med kødaffaldet. En arm, som har tørret en bagi, smurt mellemmadder og kløet én de mest besværlige steder... Men er det lovligt at gemme en arm? Må man have den i sprit på kaminhylden, eller opbevare den nederst i kummefryseren? Bare så man bare kan sige hej engang imellem, mindes de gode gamle dage... Nej, måske et gravsted er bedre. Så kommer der samling på tingene i sidste ende. Men er det i orden? Må man overhovedet det? Altså lægge lidt i af gangen, om man vil?
Problematisk! Og sikke mange ting man som debuterende amputator skal tage stilling til, ud over ikke længere at kunne klø sig i nakken. Godt jeg ikke skal have noget amputeret forløbig....

Jeg elsker kun dig

Min tro følgesvend forladt mig. Snart 4 år har vi været sammen, og så pludseligt, en lørdag aften klokken halv et på Frederiksborggade, skrider han bare fra mig! Går hjem med en eller anden dulle, som har kælet lidt for låsen eller strøget ham blidt over ringeklokken. Min bordeaux-farvede redningsmand, som har fragtet mig i alt salgs vejr, på alle tider af døgnet, er borte. Måske han ikke kunne leve med det vilde københavnerliv - det faktum at hans plads de sidste 3 måneder har været på fortorvet, i regnvejr, jævnligt pisset på at store knurrende gadekryds eller væltet omkuld af den daglige dominoeffekt blandt de andre cykler. Jeg er så ked af det. Men prøvede at gøre det godt igen, efter han var begyndt at ruste, og jeg havde trådt ham i stykker gennem vinteren. Lækker makeover - og endda hos Jupiter-cykler. Ny kæde, nye gear, masser af smørelse - og ikke til en helt billig penge!
Kom tilbage nu! Jeg kan ikke lægge øjne på andre cykler uden at tænke på dig! Ingen har den samme klang i klokken, det samme tråd i pedalen, det samme strømlinede design. Du er mit et og alt! Hvis du fortryder venter jeg med åbne arme, og jeg lover at parkere dig omme i gården under halvtaget fra nu af!

Hvis ikke.... SÅ SMADRER JEG DIG!

Jeg er ved at blive gammel!! I forbindelse researchen til en artikel jeg er ved at skrive om retorik i folkeskolen (- eller rettere sagt behovet for retorik i folkeskolen!), har jeg læst en undersøgelse om mobning og konflikter i 9. klasse. Og her var det jeg opdagede det. Der er ved at udvikle sig en generationsklyft mellem ellers nok så ungdommelige 21-årige mig og Danmarks 9.-klasser! Det fremgår i undersøgelsen, at 15 % af elever i 9. klasse mener, den bedste måde at løse konflikter på, er med vold. En fjerdedel af drengene hører under denne kategori. - Jamen altså, jeg går og bliver helt gammelkonebange.... Det er kun 5-6 år siden jeg selv gik i niende og jeg mindes da ikke noget om, at vi gik og havde lyst til at banke hinanden hele tiden! Blev ærligt talt også lidt stramtantet og "ungdommen nu til dags"-agtig, da jeg læste dette citat fra en pige i undersøgelsen: "For nylig var der en pige, som hele tiden vendte det hvide ud af øjnene, når jeg gik forbi hende. Det ville jeg ikke finde mig i. Så en dag så gik jeg hen sammen med en gruppe af venner til hende og sagde, at hvis hun ikke holdt, så ville vi smadre hende, og hun har da heller ikke gjort det siden”.
Når jeg får børn, så skal de fandeme opføre sig ordentligt!! - Ellers så smadrer jeg dem!

Karameller

Der åbner snart et karamelleri i butikken nedenunder min lejlighed! De begyndte at lave karameller i dag. Det dufter himmelsk - vanillie, fløde, sirupstykke hypnotiserende bølger af karamelduft helt op i min opgang. Ahh... De kalder på mig, karamellerne........

Ubudne gæster

Har netop lært at en gennemsnitsdyne bliver 10% tungere på 10 år. Hvorfor? Husstøvmider og deres ekskrementer! Min dyne er 5 år gammel og har aldrig været vasket. Det vil sige at jeg sover i 5% lort og kravl hver nat. Det klør! Har netop hængt mine dyner ud af vinduet - håber de ubudne gæster springer af eller noget.....

Forår og forsvunden kulturarv

Var på Assistens kirkegården i dag. Foråret er her! Flot, ikke?

Et andet tegn på forårets komme, var min nevøs telefonopkald her til morgen. Han ville bare lige høre, om der mon var nogen, der havde sendt mig et gækkebrev - altså IKKE fordi han selv havde sendt et..... Overhovedet!!
For en god ordens skyld, ville han bare lige informere om, at der er en gætteperiode på tre dage. Herefter tilfalder påskeægget afsender af brevet. Aha!
Nu har jeg lavet et brev til ham. Da papiret var nydeligt klippet, gik det op for mig, at jeg kun kender ét gækkerim - "mit navn det står med prikker, pas på det ikke stikker". Er der ikke også noget med en sommernar? Hvad sker der med min kulturarv?! Den er så godt som ikke-eksisterende. Jeg ved heller ikke hvordan man laver karbonader eller persillesovs - eller forloren hare! Ikke engang det traditionelle kønsrollemønster kan jeg finde ud af at tilpasse mig: Kæresten er lige rejst på arbejde i England og nu oversvømmer køkkenet i opvask og jeg har et eller andet mellem tænderne, som jeg ikke orker at pille ud. Hvordan skal det ikke gå når jeg får togskinner på.... Nej, orker det ikke.

Tid til at trykke i tasterne - tænkeskriv

Okay, tid til at skrive noget på den her blog jeg har lavet. Jeg oprettede den i går efter voldsom og spontan inspiration fra en veninde, som viste mig sin. Da alt var sat op og klart til affyring, fik jeg en selvophidset skriveblokering.
Det slog mig nemlig, at sådan nogle blogs er lidt.... hemmelige! Altså, det er jo en "web log" - en slags dagbog. Dem er jeg vant til at opbevare under sengen, sirligt skrevet eller hidsigt krasset ned i natlampens skær. Jeg må lige vende mig til min nye situation.....