Piftet

Først og fremmest: Jeg kan godt forstå hvorfor min cykel er trillet sine egne veje. Da jeg kom ned på gaden forleden dag, var der nogen, som havde piftet Aarons cykel. Bare såden hårdt og brutalt!
Jeg har en mistanke om hvem der har gjort det.... Og jeg tror også godt jeg ved hvorfor. Jeg har brugt Aarons cykel på det sidste, da min egen jo har undsluppet de usle forhold på Jægersborggade. Af bitter erfaring var jeg begyndt at parkere Aarons sorte lyn i porten til gården, hvor der i det mindste er tørt, men hver morgen, var den stillet ud på gaden igen. Meget mærkeligt.... Jeg blev dog ved - mine cykler skal have gode forhold fra nu af. Og så var det, her forleden, at nogen igen havde flyttet cyklen ud på gaden, men også havde piftet skidtet! Hvabehar! Da jeg var ved at låse cyklen op for at trille den ned til cykelhandleren, kom en mand forbi, som kiggede alt for længe efter cyklen og mig. Alt for længe, siger jeg! Bagefter luskede han om i gården. Det er ham! En af de skide håndværkere der synes det er fedt at hugge asfalten op klokken 7 om morgenen nede i gården under mit soveværelsesvindue - og som skal gennemføre al samtale i et råbende toneleje. Og jeg har vel og mærke ikke piftet nogle af hans egendele, selvom jeg ærlig talt synes han er lidt i vejen.
Ja, man kan ikke vinde her i verden. Så snart man prøver at gøre lidt godt for sin cykel bryder helvede løs... Nu har jeg købt en ny. Og den holder i porten! Og det bliver den ved med! Det handler om stolthed.