Julestemning

Tjek lige det her charmerende væsen ud! Så er julestemningen hjemme!

Det gik altsammen!

Alt er godt! Pyha.

Jeg kan nu se frem til en uge, som ikke skal indeholde desperat søgen efter nyt sted at bo, bitter nedpakning i flyttekasser og knust selvværd over at have været skyld i et tab på 250.000 kroner.

Ja... pyha!

Det hele gik i orden onsdag aften. Efter Kristian havde haft et langt møde på andelskontoret var der stadig intet nyt i eksklusionssagen. Kaffedrikkerne var ikke til at stikke i! Det udløste opkald til advokater, nærlæsning af lejelov og vedtægter i andelsforeningen og et desperat forsøg fra min side på at "tale med" folkene på kontoret. Det endte i snot og tårer og ufuldendte fremstamninger af sætninger.
Til sidst fik Kristian allernådigst lov til at fremlægge sin sag for bestyrelsen på et ekstraordinært møde i gadens festlokale. Jægersborggades egen court of law.

Vi mødtes inden. Alle havde mindst 10 klumper i halsen og jeg tudede igen. Den eneste som faldt udenfor sindsstemningen var Aaron, som talte om sammensværgelser og noget med at lænke sig fast til radiatoren, hvis det kom så vidt.

Klokken 19 gik Kristian og gravid kone (god phatoseffekt) til mødet. Jeg ventede, lurede med gennem vinduet, gik i cirkler i stuen, skældte ud på Aaron. Endelig kom de tilbage med et lettet look. De havde vundet på charmen! Bestyrelsesformanden, som kender Kristian en lille smule, havde taget skylden for hele misæren på sine skuldre.

Jeg har aldrig været så lettet. Det føltes som om en blanding af maveonde, eksamensangst, anoreksi og pms blev løftet fra min efterhånden forknudrede eksistens. Vi fejrede med pizza og øl!

Faktisk endte dagen med at bliver rigtig god. Aaron fortalte nemlig midt i al elendigheden, at han er blevet tilbudt fast kontrakt på sit arbejde.

Ja, alt ser lysere ud nu. Pyha. Tror endda jeg kan leve med jerngebis, nu jeg har fået sat tingene lidt i perspektiv.

Den værste dag længe!

I dag har min skæbne vendt sig imod mig. Jeg kan nu med stor sandsynlighed gå en fremtid i møde som et forhadt og udstødt menneske. Jeg synes egentligt også, at jeg har været svine heldig de sidste par år, så jeg går ud fra, at det store kosmiske regnskabsår er ved at være omme, og at det nu er blevet opdaget, at jeg har haft overtræk på heldighedskontoen. Strictly business. Jeg burde have fattet mistanke om mit vendende held, da jeg udenvidere begyndte at gro røde skinnende bumser for et par måneder siden. En lynende advarsel lige der i panden på mig.

Nå, men det hele startede, da jeg var til tandlæge på hospitalet i dag. Jeg skal opereres i kæben i februar måned og går derfor til forberedende undersøgelser. Det plejer at være ganske hyggeligt og helt smertefrit. Men i dag kastede min ellers sympatiske tandlæge en mental bombe i klinikken: "Vi har besluttet, at det er bedst, at du får skinner på tænderne efter operationen - og også et træk".....!!..... Vi taler togskinner i overmund og undermund samt nakketræk til en fuldvoksen 22-årig. Vi taler dårlig ånde fra stålgebisset og spinat som vikler sig ud og ind af bøjlens kringler, vi taler afholdenhed fra karameller!
Ikke nok med det fik jeg en utroligt illoyal reaktion fra kæresten, da jeg kom hjem: rynket næse kombineret med "what the hell!" og en kommentar om rådden munddunst.

På det her tidspunkt var min selvtillid forrevet og betændt, men det skulle blive værre....

Telefonen ringer. Det er Kristian, min udlejer og venindes kæreste. Han fortæller, at han er blevet smidt ud af andelsforeningen med mere eller mindre øjeblikkelig varsel, fordi han har "udlejet ulovligt" til mig. Han fortæller at vi skal være ude af lejligheden, da han er tvunget af andelsforeningen til at sælge den.
Sagen er den, at jeg afleverede en a4 formular om, at jeg var flyttet ind i lejligheden som lejer for laaaang tid siden, men det har viceværten og de andre kaffedrikkendt sjofle fjolser nede på kontoret ikke registreret. Derfor mener de nu, at Kristian har udlejet ulovligt. I morgen skal jeg ned på andelskontoret sammen med Kristian og bevise, at jeg har afleveret snollet a4-ark for snart 8 måneder siden. Jeg forudsiger gråd og tændersskæren. Jeg forudsiger desperat stritten med barm og bag og falske søde ungpigesmil. Alle kneb gælder. Jeg er på skideren! Hvis Kristian er tvunget til at sælge mister han flere 100.000 kroner.

Jeg tager lige en Bailey's at falde ned på....

Brainstorm

Der er en hel del ting, som jeg godt kunne tænke mig, at det her indlæg skulle handle om, men de passer ikke rigtigt sammen.

Her er en lille emne-buffet:

• Saddam er dømt til døden. Ved hængning. Det er vel meget godt, men er det underligt også at synes, at det er lidt synd? Jeg mener, jeg ville nødig selv hænges.
• Jeg var ved at kaste op i Føtex, bare sådan lige ud over hele køen. Jeg blev nødt til at sætte mig i fosterlignende stilling og glo ned i min kurv for at holde retur-refleksen i ave. Imens stod to damer og skændtes over hovedet på mig om, hvem der havde mast ind foran hvem i køen.
• Jeg har fundet ud af, at der er millioner af stavefejl på min blog! Jamen, det er jo tåkrummende! Min søster læste den i går, og gjorde mig opmærksom på pinlighederne. Bær over med mig. Jeg er åbenbart slet ikke så perfekt ud i diktatens domaine, som jeg troede.
• Jeg skal til George Michael koncert om en uge og er ved at gå til at spænding. Skal se mit eget personlige teenage-idol.

Jeg tror jeg vil lade det ligge og i stedet lade mig fascinere/forarge af "De unge mødre" i stedet.

Når cyklen mister lysten til at leve med sin ejer

Det er og bliver en magtesløs og utaknemmelig tilværelse at være ejer af min cykel. Jeg ved ikke, om min cykel bare har en dårlig karma, eller om det er årstiden der trykker den. I hvert fald er den blevet forfærdeligt selvdestruktiv. Det har udviklet sig i løbet af de sidste par måneder. Først blev den tør og vrissen i kæden, så løsnede den alle sine skruer, så den lavede et frygteligt spetakel, når vi kørte ned af gaden sammen. Det var ligesom den prøvede at skabe en distance mellem os. Den var blevet så underligt kold over for mig. Nu er den så begyndt at rode ud i ulykker og dårlige bekendtskaber.

I tirsdags, da jeg kom ned for at hente den, så vi kunne følges ud til uni, hvade den været i klammerier i løbet af natten og var kommet hjem med en brækket støttefod, sådan et helt clean bræk. Den amputerede jernstump var sirligt lagt til hvile cykelkurven. Først blev jeg vred, sagde, at det var noget satans skaberi, men så så jeg, at det var et råb om hjælp. Man kan hurtigt komme til at hænge ud med de forkerte typer, når man er cykel i Jægersborggade. Derfor tog jeg i går kærligt min cykel ved styret og trak den ned til cykelhandleren til et kyndigt eftersyn og selvfølgelig en splinterny støttefod. Jeg hentede den senere på dagen og den kørte som en drøm. I morges var jeg glad og lettet da vi sammen susede gennem det frosne mørke på vej til arbejde. Pedalerne gled uforstyrret rundt, kurven var solid og spændstig og det bløde styr rakte ud efter mine hænder. Vi havde igen fundet fælles fodslag. Vi var sammen.

Efter arbejde cyklede vi hen for at møde min veninde. Min cykel ville helst parkeres på Vesterbro Torv, selvom det ikke var der min veninde og jeg skulle på cafe. Oh, well, tænkte jeg. Det er måske også meget godt med lidt tid hver for sig. Den skal også have lov at have plads.
Da jeg kom tilbage for at hente den, kunne jeg straks fornemme at noget var galt. Den så så underligt skyldig ud. Hang med styret, ville ikke rigtigt låses op. Det var sket igen, og denne gang ved højlys dag. Slagsmål af værste kaliber! Baghulet var bøjet. Og ikke bare almindeligt bøjet, nej s-bøjet, som cykelhandleren alvorligt fortalte. Der er ikke andet at gøre end at fjerne det. En s-bøjning kan ikke reddes. Jeg var lige ved at græde, da jeg fik det at vide. Følte mig svigtet. Jeg synes, at jeg har gjort alt, givet mig fuldt ud, prøvet at forså, og så er det takken jeg får. Nu har jeg lavet en aftale på onsdag hos cykelhandleren. 700 kroner. Det sidste chance....