Det gik altsammen!

Alt er godt! Pyha.

Jeg kan nu se frem til en uge, som ikke skal indeholde desperat søgen efter nyt sted at bo, bitter nedpakning i flyttekasser og knust selvværd over at have været skyld i et tab på 250.000 kroner.

Ja... pyha!

Det hele gik i orden onsdag aften. Efter Kristian havde haft et langt møde på andelskontoret var der stadig intet nyt i eksklusionssagen. Kaffedrikkerne var ikke til at stikke i! Det udløste opkald til advokater, nærlæsning af lejelov og vedtægter i andelsforeningen og et desperat forsøg fra min side på at "tale med" folkene på kontoret. Det endte i snot og tårer og ufuldendte fremstamninger af sætninger.
Til sidst fik Kristian allernådigst lov til at fremlægge sin sag for bestyrelsen på et ekstraordinært møde i gadens festlokale. Jægersborggades egen court of law.

Vi mødtes inden. Alle havde mindst 10 klumper i halsen og jeg tudede igen. Den eneste som faldt udenfor sindsstemningen var Aaron, som talte om sammensværgelser og noget med at lænke sig fast til radiatoren, hvis det kom så vidt.

Klokken 19 gik Kristian og gravid kone (god phatoseffekt) til mødet. Jeg ventede, lurede med gennem vinduet, gik i cirkler i stuen, skældte ud på Aaron. Endelig kom de tilbage med et lettet look. De havde vundet på charmen! Bestyrelsesformanden, som kender Kristian en lille smule, havde taget skylden for hele misæren på sine skuldre.

Jeg har aldrig været så lettet. Det føltes som om en blanding af maveonde, eksamensangst, anoreksi og pms blev løftet fra min efterhånden forknudrede eksistens. Vi fejrede med pizza og øl!

Faktisk endte dagen med at bliver rigtig god. Aaron fortalte nemlig midt i al elendigheden, at han er blevet tilbudt fast kontrakt på sit arbejde.

Ja, alt ser lysere ud nu. Pyha. Tror endda jeg kan leve med jerngebis, nu jeg har fået sat tingene lidt i perspektiv.