tirsdag, november 07, 2006

Den værste dag længe!

I dag har min skæbne vendt sig imod mig. Jeg kan nu med stor sandsynlighed gå en fremtid i møde som et forhadt og udstødt menneske. Jeg synes egentligt også, at jeg har været svine heldig de sidste par år, så jeg går ud fra, at det store kosmiske regnskabsår er ved at være omme, og at det nu er blevet opdaget, at jeg har haft overtræk på heldighedskontoen. Strictly business. Jeg burde have fattet mistanke om mit vendende held, da jeg udenvidere begyndte at gro røde skinnende bumser for et par måneder siden. En lynende advarsel lige der i panden på mig.

Nå, men det hele startede, da jeg var til tandlæge på hospitalet i dag. Jeg skal opereres i kæben i februar måned og går derfor til forberedende undersøgelser. Det plejer at være ganske hyggeligt og helt smertefrit. Men i dag kastede min ellers sympatiske tandlæge en mental bombe i klinikken: "Vi har besluttet, at det er bedst, at du får skinner på tænderne efter operationen - og også et træk".....!!..... Vi taler togskinner i overmund og undermund samt nakketræk til en fuldvoksen 22-årig. Vi taler dårlig ånde fra stålgebisset og spinat som vikler sig ud og ind af bøjlens kringler, vi taler afholdenhed fra karameller!
Ikke nok med det fik jeg en utroligt illoyal reaktion fra kæresten, da jeg kom hjem: rynket næse kombineret med "what the hell!" og en kommentar om rådden munddunst.

På det her tidspunkt var min selvtillid forrevet og betændt, men det skulle blive værre....

Telefonen ringer. Det er Kristian, min udlejer og venindes kæreste. Han fortæller, at han er blevet smidt ud af andelsforeningen med mere eller mindre øjeblikkelig varsel, fordi han har "udlejet ulovligt" til mig. Han fortæller at vi skal være ude af lejligheden, da han er tvunget af andelsforeningen til at sælge den.
Sagen er den, at jeg afleverede en a4 formular om, at jeg var flyttet ind i lejligheden som lejer for laaaang tid siden, men det har viceværten og de andre kaffedrikkendt sjofle fjolser nede på kontoret ikke registreret. Derfor mener de nu, at Kristian har udlejet ulovligt. I morgen skal jeg ned på andelskontoret sammen med Kristian og bevise, at jeg har afleveret snollet a4-ark for snart 8 måneder siden. Jeg forudsiger gråd og tændersskæren. Jeg forudsiger desperat stritten med barm og bag og falske søde ungpigesmil. Alle kneb gælder. Jeg er på skideren! Hvis Kristian er tvunget til at sælge mister han flere 100.000 kroner.

Jeg tager lige en Bailey's at falde ned på....

3 kommentarer:

Jesper W. sagde ...

Det lyder sq ikke så godt, din stakkel - jeg får jo lyst til at stryge dig over håret og sige "nåårrh..".
Har været både be-bøjlet og boligløs (dog ikke samtidig) - ingen af delene er særligt sjove. Mine stålkæft-erfaringer var i gymnasiet, prøv lige at komme til at snave med hende den lækre fra q, med munden fuld af skrot.
Gik ikke så godt.
Få en second opinion, selv tandlæger kan tage fejl...

Hvis ellers du gider gode råd: Lad ikke kaffeklubben ane, at I er nederen eller sure, vær positive, tal dem efter munden, manipuler dem for vildt - og ja, alle kneb gælder...

Virtuelt klap på skulderen herfra, things have a way of working out.

Luck
Jesper W.

Ben sagde ...

Ej, Anne - noget pis. Hvor uheldig kan man være. Og mig som de sidste dage har følt at JEG var den værst ramte.... Tjekker lige om jeg kender en der har en lejlighed hvis I får brug for en nødløsning.
Kram Ben

Anonym sagde ...

Jeg synes det er mega sexet og charmerende med togskinner til piger.
Selv har jeg det ikke, men det gør, at du skiller dig endnu mere ud fra mængden end ellers.
Hvis du stadig befinder dig i en tilstand af trist singlesump, så mød mig på www.netdating.dk under navnet: priest2

Håber vi snakkes...