Når cyklen mister lysten til at leve med sin ejer

Det er og bliver en magtesløs og utaknemmelig tilværelse at være ejer af min cykel. Jeg ved ikke, om min cykel bare har en dårlig karma, eller om det er årstiden der trykker den. I hvert fald er den blevet forfærdeligt selvdestruktiv. Det har udviklet sig i løbet af de sidste par måneder. Først blev den tør og vrissen i kæden, så løsnede den alle sine skruer, så den lavede et frygteligt spetakel, når vi kørte ned af gaden sammen. Det var ligesom den prøvede at skabe en distance mellem os. Den var blevet så underligt kold over for mig. Nu er den så begyndt at rode ud i ulykker og dårlige bekendtskaber.

I tirsdags, da jeg kom ned for at hente den, så vi kunne følges ud til uni, hvade den været i klammerier i løbet af natten og var kommet hjem med en brækket støttefod, sådan et helt clean bræk. Den amputerede jernstump var sirligt lagt til hvile cykelkurven. Først blev jeg vred, sagde, at det var noget satans skaberi, men så så jeg, at det var et råb om hjælp. Man kan hurtigt komme til at hænge ud med de forkerte typer, når man er cykel i Jægersborggade. Derfor tog jeg i går kærligt min cykel ved styret og trak den ned til cykelhandleren til et kyndigt eftersyn og selvfølgelig en splinterny støttefod. Jeg hentede den senere på dagen og den kørte som en drøm. I morges var jeg glad og lettet da vi sammen susede gennem det frosne mørke på vej til arbejde. Pedalerne gled uforstyrret rundt, kurven var solid og spændstig og det bløde styr rakte ud efter mine hænder. Vi havde igen fundet fælles fodslag. Vi var sammen.

Efter arbejde cyklede vi hen for at møde min veninde. Min cykel ville helst parkeres på Vesterbro Torv, selvom det ikke var der min veninde og jeg skulle på cafe. Oh, well, tænkte jeg. Det er måske også meget godt med lidt tid hver for sig. Den skal også have lov at have plads.
Da jeg kom tilbage for at hente den, kunne jeg straks fornemme at noget var galt. Den så så underligt skyldig ud. Hang med styret, ville ikke rigtigt låses op. Det var sket igen, og denne gang ved højlys dag. Slagsmål af værste kaliber! Baghulet var bøjet. Og ikke bare almindeligt bøjet, nej s-bøjet, som cykelhandleren alvorligt fortalte. Der er ikke andet at gøre end at fjerne det. En s-bøjning kan ikke reddes. Jeg var lige ved at græde, da jeg fik det at vide. Følte mig svigtet. Jeg synes, at jeg har gjort alt, givet mig fuldt ud, prøvet at forså, og så er det takken jeg får. Nu har jeg lavet en aftale på onsdag hos cykelhandleren. 700 kroner. Det sidste chance....