lørdag, maj 20, 2006

Ret så go' en da' det er i da'

Det har været en rigtig dejlig dag i dag. En af dem, hvor det faktum, at det regnede, og at jeg ikke har mere mad i køleskabet, ikke gjorde noget. Jeg har nemlig set Kundskabens Træ på Cinamateket. Et must-see-mesterværk. Jeg fik genopfrisket scenen med Elin og hendes forfærdelige mor, som finder den amerikanske sølvdoller og mellem linierne beskylder stakkels Elin (senere TRL) for at have noget nær prostitueret sig selv for at få fingre i den. "Hvor kommer den her fra Elin?!!!!!!". Fik også genopfrisket "Åh, nej han er i knickers" og det der med at danse med lyset slukket. Helt fantastisk dejligt.

Bagefter var jeg til miljøfestival i min gade. Thomas Helmig Jam spillede, og alle gadens mere eller mindre skæve eksistenser forenedes i en højere enhed om økologiske pølser, hjemmelavede karameller og.... ja, Thomas Helmig Jam (med en ret smålækker Thomas Helmig). Fik en lille åbenbaring, da koncerten fik selskab af dem, som ikke kun var på gaden, fordi der var fest og som ikke kun fik fadøl nummer otte fordi det var lørdag. Bag den falske Helmig stod en rødspættet eksistens med hestehale, slidte jeans, bacardi breezer og kondisko, som med halvt lukkede øjne spildte sit hjerteblod til "Nu hvor du har brændt mig af". Smukt!

Nu står den på læsning og måske lige melodix grandprix eller fodbad eller pizza eller neglelak....

Ingen kommentarer: