søndag, juni 18, 2006

Opvarmning til søndagsliv

Og så er det lige, at jeg vil gøre opmærksom på, at der ikke sker en skid under mit fedtede morgenhår i morgenkåbe på sofaen i Jægersborggade i verden. Det vil sige, der sker det, at jeg ikke har mere rent bestik, at der skal vaskes tøj, at der stadig er kammerjunkere i gulvtæppet og så lige den bagatel, at jeg skal skrive eksamensopgave hele næste uge. Men altså, der sker ikke noget af interesse. Jeg har prøvet at omfavne, hvad tilværelsen nu engang har skænket mig og tog på Diamanten for at læse i går. Det gav 2 timers pause, skypechat, kakao, indkøb af ny kalender og oprydning i computeren på bundlinien. Jeg er doomed! Og det er min egen skyld. Jeg kunne selvfølgeligt læse i dag - altså lige få tjek på indtil videre urørt pensum og noter fra autistisk halvstammende lærer med genisyndrom. Det er bare næsten at indbyde søndagspsykose og surrealistiske abstinenser efter kanelsnegle. Nej, så hellere udskyde lidelserne til i morgen og gå helvedesuge i møde med stil og oprejst pande.

1 kommentar:

Sabina sagde ...

He, he, Anne, du er altså sjov... Håber du er kommet godt i gang med opgaven trods den ringe opvarming :-) Jeg synes, jeg sletter mere, end jeg får skrevet, men sådan er det vel bare. Man skal liiiiige ha' hul på bylden, og så flyder ordene forhåbentlig bare derudaf (beklager den noget ækle metafor...)