Julestemning

Tjek lige det her charmerende væsen ud! Så er julestemningen hjemme!

Det gik altsammen!

Alt er godt! Pyha.

Jeg kan nu se frem til en uge, som ikke skal indeholde desperat søgen efter nyt sted at bo, bitter nedpakning i flyttekasser og knust selvværd over at have været skyld i et tab på 250.000 kroner.

Ja... pyha!

Det hele gik i orden onsdag aften. Efter Kristian havde haft et langt møde på andelskontoret var der stadig intet nyt i eksklusionssagen. Kaffedrikkerne var ikke til at stikke i! Det udløste opkald til advokater, nærlæsning af lejelov og vedtægter i andelsforeningen og et desperat forsøg fra min side på at "tale med" folkene på kontoret. Det endte i snot og tårer og ufuldendte fremstamninger af sætninger.
Til sidst fik Kristian allernådigst lov til at fremlægge sin sag for bestyrelsen på et ekstraordinært møde i gadens festlokale. Jægersborggades egen court of law.

Vi mødtes inden. Alle havde mindst 10 klumper i halsen og jeg tudede igen. Den eneste som faldt udenfor sindsstemningen var Aaron, som talte om sammensværgelser og noget med at lænke sig fast til radiatoren, hvis det kom så vidt.

Klokken 19 gik Kristian og gravid kone (god phatoseffekt) til mødet. Jeg ventede, lurede med gennem vinduet, gik i cirkler i stuen, skældte ud på Aaron. Endelig kom de tilbage med et lettet look. De havde vundet på charmen! Bestyrelsesformanden, som kender Kristian en lille smule, havde taget skylden for hele misæren på sine skuldre.

Jeg har aldrig været så lettet. Det føltes som om en blanding af maveonde, eksamensangst, anoreksi og pms blev løftet fra min efterhånden forknudrede eksistens. Vi fejrede med pizza og øl!

Faktisk endte dagen med at bliver rigtig god. Aaron fortalte nemlig midt i al elendigheden, at han er blevet tilbudt fast kontrakt på sit arbejde.

Ja, alt ser lysere ud nu. Pyha. Tror endda jeg kan leve med jerngebis, nu jeg har fået sat tingene lidt i perspektiv.

Den værste dag længe!

I dag har min skæbne vendt sig imod mig. Jeg kan nu med stor sandsynlighed gå en fremtid i møde som et forhadt og udstødt menneske. Jeg synes egentligt også, at jeg har været svine heldig de sidste par år, så jeg går ud fra, at det store kosmiske regnskabsår er ved at være omme, og at det nu er blevet opdaget, at jeg har haft overtræk på heldighedskontoen. Strictly business. Jeg burde have fattet mistanke om mit vendende held, da jeg udenvidere begyndte at gro røde skinnende bumser for et par måneder siden. En lynende advarsel lige der i panden på mig.

Nå, men det hele startede, da jeg var til tandlæge på hospitalet i dag. Jeg skal opereres i kæben i februar måned og går derfor til forberedende undersøgelser. Det plejer at være ganske hyggeligt og helt smertefrit. Men i dag kastede min ellers sympatiske tandlæge en mental bombe i klinikken: "Vi har besluttet, at det er bedst, at du får skinner på tænderne efter operationen - og også et træk".....!!..... Vi taler togskinner i overmund og undermund samt nakketræk til en fuldvoksen 22-årig. Vi taler dårlig ånde fra stålgebisset og spinat som vikler sig ud og ind af bøjlens kringler, vi taler afholdenhed fra karameller!
Ikke nok med det fik jeg en utroligt illoyal reaktion fra kæresten, da jeg kom hjem: rynket næse kombineret med "what the hell!" og en kommentar om rådden munddunst.

På det her tidspunkt var min selvtillid forrevet og betændt, men det skulle blive værre....

Telefonen ringer. Det er Kristian, min udlejer og venindes kæreste. Han fortæller, at han er blevet smidt ud af andelsforeningen med mere eller mindre øjeblikkelig varsel, fordi han har "udlejet ulovligt" til mig. Han fortæller at vi skal være ude af lejligheden, da han er tvunget af andelsforeningen til at sælge den.
Sagen er den, at jeg afleverede en a4 formular om, at jeg var flyttet ind i lejligheden som lejer for laaaang tid siden, men det har viceværten og de andre kaffedrikkendt sjofle fjolser nede på kontoret ikke registreret. Derfor mener de nu, at Kristian har udlejet ulovligt. I morgen skal jeg ned på andelskontoret sammen med Kristian og bevise, at jeg har afleveret snollet a4-ark for snart 8 måneder siden. Jeg forudsiger gråd og tændersskæren. Jeg forudsiger desperat stritten med barm og bag og falske søde ungpigesmil. Alle kneb gælder. Jeg er på skideren! Hvis Kristian er tvunget til at sælge mister han flere 100.000 kroner.

Jeg tager lige en Bailey's at falde ned på....

Brainstorm

Der er en hel del ting, som jeg godt kunne tænke mig, at det her indlæg skulle handle om, men de passer ikke rigtigt sammen.

Her er en lille emne-buffet:

• Saddam er dømt til døden. Ved hængning. Det er vel meget godt, men er det underligt også at synes, at det er lidt synd? Jeg mener, jeg ville nødig selv hænges.
• Jeg var ved at kaste op i Føtex, bare sådan lige ud over hele køen. Jeg blev nødt til at sætte mig i fosterlignende stilling og glo ned i min kurv for at holde retur-refleksen i ave. Imens stod to damer og skændtes over hovedet på mig om, hvem der havde mast ind foran hvem i køen.
• Jeg har fundet ud af, at der er millioner af stavefejl på min blog! Jamen, det er jo tåkrummende! Min søster læste den i går, og gjorde mig opmærksom på pinlighederne. Bær over med mig. Jeg er åbenbart slet ikke så perfekt ud i diktatens domaine, som jeg troede.
• Jeg skal til George Michael koncert om en uge og er ved at gå til at spænding. Skal se mit eget personlige teenage-idol.

Jeg tror jeg vil lade det ligge og i stedet lade mig fascinere/forarge af "De unge mødre" i stedet.

Når cyklen mister lysten til at leve med sin ejer

Det er og bliver en magtesløs og utaknemmelig tilværelse at være ejer af min cykel. Jeg ved ikke, om min cykel bare har en dårlig karma, eller om det er årstiden der trykker den. I hvert fald er den blevet forfærdeligt selvdestruktiv. Det har udviklet sig i løbet af de sidste par måneder. Først blev den tør og vrissen i kæden, så løsnede den alle sine skruer, så den lavede et frygteligt spetakel, når vi kørte ned af gaden sammen. Det var ligesom den prøvede at skabe en distance mellem os. Den var blevet så underligt kold over for mig. Nu er den så begyndt at rode ud i ulykker og dårlige bekendtskaber.

I tirsdags, da jeg kom ned for at hente den, så vi kunne følges ud til uni, hvade den været i klammerier i løbet af natten og var kommet hjem med en brækket støttefod, sådan et helt clean bræk. Den amputerede jernstump var sirligt lagt til hvile cykelkurven. Først blev jeg vred, sagde, at det var noget satans skaberi, men så så jeg, at det var et råb om hjælp. Man kan hurtigt komme til at hænge ud med de forkerte typer, når man er cykel i Jægersborggade. Derfor tog jeg i går kærligt min cykel ved styret og trak den ned til cykelhandleren til et kyndigt eftersyn og selvfølgelig en splinterny støttefod. Jeg hentede den senere på dagen og den kørte som en drøm. I morges var jeg glad og lettet da vi sammen susede gennem det frosne mørke på vej til arbejde. Pedalerne gled uforstyrret rundt, kurven var solid og spændstig og det bløde styr rakte ud efter mine hænder. Vi havde igen fundet fælles fodslag. Vi var sammen.

Efter arbejde cyklede vi hen for at møde min veninde. Min cykel ville helst parkeres på Vesterbro Torv, selvom det ikke var der min veninde og jeg skulle på cafe. Oh, well, tænkte jeg. Det er måske også meget godt med lidt tid hver for sig. Den skal også have lov at have plads.
Da jeg kom tilbage for at hente den, kunne jeg straks fornemme at noget var galt. Den så så underligt skyldig ud. Hang med styret, ville ikke rigtigt låses op. Det var sket igen, og denne gang ved højlys dag. Slagsmål af værste kaliber! Baghulet var bøjet. Og ikke bare almindeligt bøjet, nej s-bøjet, som cykelhandleren alvorligt fortalte. Der er ikke andet at gøre end at fjerne det. En s-bøjning kan ikke reddes. Jeg var lige ved at græde, da jeg fik det at vide. Følte mig svigtet. Jeg synes, at jeg har gjort alt, givet mig fuldt ud, prøvet at forså, og så er det takken jeg får. Nu har jeg lavet en aftale på onsdag hos cykelhandleren. 700 kroner. Det sidste chance....

Han tjekker sin skaldede plet.

I et tresidet spejl på sit firmas toilet.

Gør det fordi han kan.

Studerer sin udvikling som mand.

*

På kontorstolen ved sit bord.

Leder han efter tanker om poesi og store ord.

Drikker et glas vand.

Og venter på sit gennembrud som mand.

Fest

Jeg har holdt fest. En af de der slags fester, hvor man først laver en fornuftig, begrænset liste over, hvem man skal invitere, hvorefter man går i panik over, at der sikkert ikke kommer nogen og derfor plager hvemsomhelst til at dukke op.

Når alle man kender er inviteret, får man tvangstanker over, om 120 år gammelt trægulv kan holde, og om naboen, som jeg kan høre snoke gennem væggen en almindelig stille onsdag aften, mon kunne tænkes at blive forstyrtet over Wham på fuldt tryk og mænd, som skriger med på Scissor Sisters. Man bliver kort sagt lidt nervøs. Overvejer også, om nogen mon kan finde på at skamfere B&O-anlægget eller åbne den hemmelige skuffe i soveværelset! Åh, gud.

SSP-konsulent-skræmmetermen, "Nokiaparty", får pludselig en meget realistisk klang.

Nå, men det gik nu fint. Faktisk nåede jeg på selve aftenen endnu engang at falde tilbage i den oprindelige panik over, at ingen kom, fordi alle har en tendens til at komme så irriterende fashionably late.

Jeg overvejer, om der eksisterer en teori om fester, som opererer med begreberne "Frygt for fest" og "Håb for fest" og at begge begreber paradoksalt nok indeholder hinanden. Håbet for en fest: at der kommer mange, at alle er så ekstatisk opgejlede, at 120 år gammelt gulv er lige ved at gennembrydes og snorkende nabo er lige akkurat på nippet til at vågne af tornerosesøvnen, kan meget let (når håbet endelig opfyldes og man skuler bekymret til volumenknappen) omdanne sig til Frygten for en fest: Fremmede mennesker der spiller ping-pong med et eller andet de har fundet i en skuffe i soveværelset og stjæler ens George Michael-billetter og inviterer suspekt pusher-crowd fra gaden med op til Cosmopolitans. Sådan er det, jeg tror det er vilkårene. Den ultimative festsindsstemning findes ikke. Den er en evig vekslen mellem håb og frygt.

Jeg endte nu med at føle mig ret så meget på toppen. Især da jeg engang i 11. time blev klar over, der faktisk er nogen, som har vovet sig ind på den her sølle blog, og endda også har lagt mærke til, at jeg ikke har skrevet i halvanden måned..... Så nu skriver jeg altså igen.

Fashionably late, kan man vel kalde det.

Sanser på cykel

Jeg sad på min tohjulede ven efter en lang dag på arbejdet og uni. Klokken var kvarter over fem. Solen skinnede og min bordeaux cykelhjelm samt mine nyerhvervede matchende bumer i panden reflekterede lystigt dens lys. Jeg åbnede jakken og rettede mig op på cyklen idet jeg nærmede mig. Missede med øjnene, da jeg skimtede ham forude på fortorvet mellem fyraftensfodgængerne. Mit hjerte hamrede, jeg blev tør i munden idet jeg kom tættere på. Da jeg holdt for det røde lys ved Rådhuspladsen, kunne jeg tydeligt se ham. Han viftede med de sammenfoldede aviser og vinkede af de forbipasserende. Jeg fik en klump i halsen og rettede håret under hjelmen. "Det er slut", tænkte jeg "hvem vil have et hjelmbeklædt udskud som dig?". Det blev grønt og cyklen bar mig i slowmotion tættere på, mens en sky gik for min indre himmel og mit pandehår klistrede sig til pandens koldsved. Jeg passerede. Kiggede kroket men rødmende væk og rakte hånden ud efter en fammenfoldet metroexpress. Og da kom det: "Hej smukke!". I'm back in business......

Sommeraffære

Over sommeren er jeg blevet opmærksom på den fyr, som står på Rådhuspladsen og deler aviser ud. Ja, du ved. Ham the latin lover med hestehale og solbriller, som jounglerer med MetroExpress, mens han fletter fingre med kvindelige cykelister, som holder for rødt.
Egentligt er det nærme ham, som har gjort opmærksom på sig selv.

Første gang vi stødte på hinanden, var jeg blevet stoppet af det røde lys ved forgængerovergangen. Mens jeg holdt og ventede på, det skulle blive grønt, mærkede jeg pludseligt et par læber på min hånd. "You are so beautiful", sagde en stemme, og jeg drejede hovedet og kiggede ind i mit eget spejlbillede i et par skisolbriller. Det var ham! Mens han skruede op for det lumre barometer med flere håndkys og primitive komplimenter, sad en midaldrende kvinde på sin cykel ved siden af og fnisede spændt. Jov, jov. Det var hedt for danske standarder! Jeg må da også indrømme, at selvom jeg pænt takkede nej til videre bekendtskaber, fik den lille eskapade mit skandinaviske blod til at pumpe lidt hurtigere gennem mit kuldskære korpus. Senere på sommeren gentog cirka samme scene sig. Latino greb igen min hånd i et fast tag, og denne gang havde han udvidet sit repetoir af komplimenter. Pragtflirten glaseredes af fraser som, "Du er meget smuk" og "Jeg elsker dig". Og, jov, selvom hele affæren efterhånden havde udviklet sig til noget på niveau med novellerne i Familie journalen, så er jeg en sucker for den slags. Og igen må jeg indrømme at han fremkaldte en diskret rysten i buksen - på den gode måde!

I går, da jeg skulle hjem fra første dag på uni, var jeg helt klar til at møde min avisomdelende love-affair igen. Men nej, en slem skuffelse ramte mig. Jeg er begyndt at køre med cykelhjelm, hvilket medførte total ignoration fra det overfladiske svin. Ingen kindkys, ingen fletten fingre. Ikke engang en skide avis! Man skulle tro, at sådan en konstruktion af en cykelhjelm havde indbygget kyskhedsbælte. Ikke engang et blik med øjet kunne han præstere ved synet af mig. Så nu er jeg selv og selvtilliden back to basics. Ikke mere nogen mørkglødet sommerelsker på fortorvet, ingen hjertebanken på Rådhuspladsen. Bare blege lemmer og hattehår på cykel i regnvejr.

Så starter maskineriet

Jeg er tilbage. Og denne gang er det "for good" - også selvom jeg har været meget lidt in tune på det sidste. Ok, nærmere skingert ikke-eksisterende. Jeg indrømmer!
Men nu skal den famøse pibe altså til at have en anden lyd! Jeg lægger ud med at give tastaturet en blid massage: ikke for mange superlativer og frække adjektiver. Korte sætninger, småt med tvetydigheder. Derefter følger en intensiv træningsprocess, hvor tasternes fjedre spændes op, så de kan bære en metafor her og der og lidt længere delikate indskud. Sidst top-tunes musen, så den kan klikke sig ind på nettet dagligt og regelmæssigt kæle lidt for "Publish Post"-knappen her på siden. Hvis computer holder træningsprogrammet kan det være der vanker en ny fin lille pauseskærm i belønning.
Målet er seriøst og spændstigt læsestof. Gerne mere fagligt og farligt og mindre egocentreret, hvis det altså er mulig (nu må jeg hvad id'et byder mig) .
Jeg glæder mig til at komme i gang med at dele hverdagens små eskapader igen, og jeg håber, at nogle gamle læsere vil skele i Tastaturfilurens retning. Så må det vise sig om jordslået hengemt blog kan genoplives. Jeg giver det 14 dage. Derefter rulles guillotinen frem og der evalueres.

The States - anden del

I dag har jeg vaeret til en baseballkamp - inklusiv popcorn, hotdogs, pizza, m&m's og Miller's oel. Jeg muntrede mig meget med fastfoodindslagene og tror da ogsaa at jeg forstaar lidt af spillet. Altsaa, det er i hvert fald noget med maend i ret stramme, rumpefremhaevende bukser.
Det er lidt sjovt saadan at vaere en eksotisk skabning herovre - under kampen blev vi, "The Sorensens from Denmark", praesenterede over hoejtalerne. Ja, ja.... Saa lidt opmaeksomhed faar man da, selvom man gaar i kiksede jeans.
Da kampen var faerdig var der fyrvaerkeri akkompagneret af nogle meget patriotiske sange a la "I'm proud to be an American" og "Born in the USA". Og det blev bare ved og ved og ved, mens vi svaelgede i hvor fantastisk det er at vaere foedt i Guds land! Yes!
I morgen skal jeg spise blaabaer-vafler til morgenmad, og bagefter skal jeg have manicure og pedicure med resten af damerne i familien. Man maa jo goere et eller andet for at holde sig laekker naar det staar ud af begge oerer med sirup og pommesfrites!

Rapport fra staterne

Saa er jeg in the States! (undskylder de manglende danske vokaler). Jeg fik faerten af den amerikanske mentalitet, da jeg sad i lufthavning i Frankfurt og ventede paa flyet til Chicago. Sad ved siden af en familie, som var paa vej hjem. Begge doetrene talte om, at de bare slet slet ikke kunne vente med at faa nogel "fries", og moren havde virkeligt bare brug for en stir-fry her og nu! Tror jeg har fanget fastfood baksillen, for jeg lagde i hvert fald ud med at voldaede en portion pommesfrites, saa snart jeg satte fod paa amerikansk jord. Og jeg skal forresten hilse og sige, at der er noget om, at alting er supersize! Bestilte en lille portion paa McDonalds og fik hvad der svarer til en stor i Danmark. Naa, men jeg kan sku ta' det! Bring it on! Jeg er saa klar til fastfood, som jeg nogensinde har vaeret!
Foerste dag stod paa shopping! I et center selvfoelgeligt - med airconditioning og kaempe krus med laeskende fordriskninger undervejs. Jeg koebte et par jeans med stramme ben. De kostede 10 dollers, hvilket svarer til 60 kroner. Synes godt nok det var lidt billigt, men var stolt over mit super fund - lige indtil jeg viste dem frem til min vaertssoester. Aabenbart er de slet, slet ikke smarte her. Faktisk er de naermest kiksede og meget "european". Ser man det.... Naa, men der kan nu vaere noget om, at det maaske ikke var det bedste koeb. Hvis jeg forstaetter spiseriet, som det har vaeret indtil nu, kan jeg godt glemme alt om, at se bare nogenlunde ud i noget der slutter taet om anklerne. Indtil videre har den staaet paa to desserter pr. dag.

I'm back!

Der er gået agurketid i bloggen. Undskyld! Det er ikke fordi, der ikke er sket noget, at jeg har ladet tastaturet stå stille - måske er der nærmere sket for meget.
De sidste tre uger har jeg arbejdet på en skole for mentalt og fysisk handicappede børn. Plejer i øjeblikket stort blåt mærke med indgraveret tandsæt i låret. Der bliver gået til den, også selvom man både er autist og har damp og ikke kan tale - eller måske netop derfor! Jeg er nu blevet mere og mere glad for arbejdet som tiden er skredet frem, og i dag, da det var min sidste dag, var det da også lidt vemodigt at sige farvel. Sluttede af med at se "Anja og Viktor" sammen med en teenage-mongol, som hele tiden ville spole frem til kysse-kramme-pille scenerne. Hi hi...

Ellers har jeg været på forlænget weekend i England med kæresten. Var på pub og til bbq og i London-eye og på pub og sov længe og på pub. Dejligt!! Her er et billede fra vores stampub - "The Ferriers" - taget af lidt bedugget (det afslører den kreative vinkel) pubmutter, som i dagens anledning serverede muslinger og gode råd om kærligheden!

I morgen går turen til Minnesota, USA, for at besøge min gamle udvekslingsfamilie sammen med mine forældre. Poster American Dreams her på bloggen hvis muligheden byder sig. Ellers vender jeg stærkt tilbage i slutningen af juli! God sommer!!

Den har kostet en overdosis på chokolade, cola, cookies og vingummibjørnehoveder. Den har kostet skrivepukkel og en eller anden form for håndkatar, fordi mine hænder har ligget så meget på tastaturet. Den har indirekte kostet mig 500 kroner, fordi jeg i distræt skriverus bestilte forkerte flybilletter på internettet. Ja, det er min eksamensopgave i videnskabsteori jeg taler om. "Det kedeligste" min storesøster "nogensinde har læst". Great! Nu mangler jeg kun litteraturlisten og indekset - så er det slut. For evigt. Aldrig mere paradigmeteorier og kvalitative metoder. Aldrig mere ord som falcifikationsprincip og ontologi. Bare masser af slubren i sig af tykke romaner under trækroner i solskinsvejr. Og masser af is, masser af strand og cykelture. Masser af sommer.

Opvarmning til søndagsliv

Og så er det lige, at jeg vil gøre opmærksom på, at der ikke sker en skid under mit fedtede morgenhår i morgenkåbe på sofaen i Jægersborggade i verden. Det vil sige, der sker det, at jeg ikke har mere rent bestik, at der skal vaskes tøj, at der stadig er kammerjunkere i gulvtæppet og så lige den bagatel, at jeg skal skrive eksamensopgave hele næste uge. Men altså, der sker ikke noget af interesse. Jeg har prøvet at omfavne, hvad tilværelsen nu engang har skænket mig og tog på Diamanten for at læse i går. Det gav 2 timers pause, skypechat, kakao, indkøb af ny kalender og oprydning i computeren på bundlinien. Jeg er doomed! Og det er min egen skyld. Jeg kunne selvfølgeligt læse i dag - altså lige få tjek på indtil videre urørt pensum og noter fra autistisk halvstammende lærer med genisyndrom. Det er bare næsten at indbyde søndagspsykose og surrealistiske abstinenser efter kanelsnegle. Nej, så hellere udskyde lidelserne til i morgen og gå helvedesuge i møde med stil og oprejst pande.

Rapport fra sommeraften med kammerjunkere på gulvtæppet

Har spist koldskål med kammerjunker for anden aften i træk. Læste i avisen her til morgen, at Danmark er ved at løbe tør det. Helt tør! Der var heller ikke noget, da jeg var i Netto i dag. Det tegner grælt... Meget grælt. Men så er det jo godt, at man laver sin egen koldskål med flødeskum og ymer. Legede med tanken om at putte ikkepasturiserede æg i den. Bare for at få en lillebitte salmonellating kørende. Bare lige så lidt, at det ikke er min egen skyld, hvis jeg dumper eksamen, men æggene. Endte nu med at droppe kamikazekoldskål til en anden god gang.

Efter koldskålen løb jeg en lang og trættende tur (efter min målestok). Den var ekstra lang, fordi der er en fugl, som bor i gården i træet udenfor mit soveværelsesvindue. Den står op klokken 4 om morgenen og laver sådan en pisse irriterende kaldelyd, der lyder som en bilalarm. Stod op i nat, rullede patiennerne op og råbte af den med min bare barm stikkende ud af vinduet..... Det virkede indtil jeg havde trukket dynen op om skuldrene igen. Jeg håber den lukker næbbet i nat!

Skal til eksamen i morgen. Noget med sprogfunktioner, stilfigurer og sætningsskemaer. Kryds fingre!

Hurra! (med rullen på r'erne)

I dag var det min fødselsdag! Jeg startede dagen ud med en lidt deprimerende følelse af at vågne alene. (Kæresten er i fjerne lande og tjene til føden.) Heldigvis blev jeg opmuntret af forældrenes trallen i telefonen. Da al familie, undtagen min ene storesøster, bor i Jylland, skulle jeg ikke se dem i dag. Det var lidt af en uvandt følelse at åbne gaver over telefonen og selv bage sin egen kagemand. Ens mor og far skal da være der, når man har fødselsdag, eller hvad?! Hvordan mon det er, når ens forældre er døde? Nok ikke helt det samme.... Nå, men i hvert fald, kom der gæster fra klassen og den gamle gym-klasse + storesøster. Det var bare så dejligt!! Solen skinnede, vi smovsede, jeg fik en masse lækre forkælelsesting. Til at høre og læse og skrive og smøre og skrubbe og pynte og kokkerere. Er glad! 22 år og lidt tættere på det der "voksen". Ej, man da lidt voksen, når man sådan kan holde sin fødselsdag selv! Yes.

Tilbage

Så er jeg tilbage fra de døde! - eller rettere sagt fra eksamenspsykose. Ej, det har ikke været så slemt for mig, tror nærmere jeg har lagt et gavaldigt pres på kærestens mentale velbefindende. Det er ikke sådan når man hele tiden skal være stille og og sød og forstående og lave mad og vaske op og lave kamillete til ynkende vrag. Undskyld!

Ellers er der ikke sket så meget i mit liv..... Jo, var til bryllup i weekenden. Havde en lidt kort kjole på, højhælede sko og strømpebukser med nogle blomster vævet ind i (så altså ok ud, selvom det lyder lidt mismatchet). Nå, men så skulle jeg absolut have elevatorblik plus hvisken i krogen fra to tanter. Der gik max fem minutter fra jeg kom. - Og så sagde de ikke engang hej. Det var lidt af en nedtur. Blev helt kalveknæet og slasket i ryggen af bare lav selvtillid.
Senere blev det heldigvis sjovere! Sådan en svag selvtillid kan altså godt drikkes væk, skal jeg hilse og sige. Vin og mozartlikør fungerede for mig. Der var liveband, og jeg dansede med meget fuld grandkusinekæreste plus egen kæreste og egen far, som begge bliver rigtig gode dansere efter nogle genstande. Så kommer der lidt mere vug i understellet! Er glad for at have dansabele mænd indenfor rækkevidde. Aftenen sluttede med, at kæresten fik en vodka for meget og forsøgte at stikke af med en flagstang.

Ellers er det min fødselsdag snart, og jeg glæder mig, og der ligger gaver, som jeg ikke må pakke op endnu, og jeg har allerede planlagt, at jeg skal bage kagemand, og der bliver 25 grader. Det kan kun gå godt! Skal også bare lige huske at læse lidt ind imellem glædningen. Har eksamen om mindre end en uge. Har skimmet ca. 20 procent af pensum. Åhh, ej det går nok. Man skal heller ikke presse sig selv for hårdt. Nemlig!

Min faste overspringshandling

Jeg takker frk. lortoglagkage for underholdende blogning. Den får resten af os til ikke at have nær så ondt af os selv, og er sand inspiration i denne grå eksamenstid!!

Baileys, papyrus og Informaion

Har lige fået mig en Baileys med is. Alene i sofaen. Hygger med mig selv. Og så var det vel og mærke en stjålet Baileys med is. Jeg opbevarer pt al sprut, som har været til overs fra nogen uni-klasse-fest overhovedet, under mit skrivebord, og i dag kunne jeg ikke nære mig. Der er mest snaps og gammel dansk (det bliver af en eller anden grund al tid til overs. Har været til overs i snart 7 måneder nu), men så lå der en slat Baileys og råflirtede med mig. Den ville tages. Nu og her! Ahh! Chokolikør. Anledningen er, at jeg er blevet færdig med min artikel, som skal afleveres i morgen. Den hedder "Lad eleverne tage ordet" - hvis nogen skulle være interesseret..... One exam down, three to go. Det er jo på en måde meget godt, men artiklens udeafverdenhed betyder, at jeg nu skal til at forberede mig til den næste eksamen, og det betyder, at jeg skal til at læse. Jeg har lovet at tage noter til en psykopattekst om udviklingen fra papyrus til internet til i morgen, så det bliver det første bidrag til mit spæde intellektet. 25 normalsider. Om papyrus! Nu går jeg i seng og prøver at læse lidt i Information i stedet. Har nu haft gratis abbonement i 5 dage, og har kun læst én artikel og skimmet et digt at Jørgen Leth. Hvis det bliver kedeligt, så har jeg set, at der er sodukoer på andensidste side, så tager også lige en blyant med under dynen.