Wellness dag

I dag har jeg været til yoga i de stille morgentimer, bagefter til overdådig brunch og så til helkropsmassage med pling-plingmusik i baggrunden. Jamen, kan man få det bedre? Jeg dufter af lavendel og er mæt i kroppen af stræk og gnub og varme tryk.

Shopping

Jeg har købt sorgerne bort.... Eller jeg har i hvert fald købt noget. Højhælede sko og en kjole på tilbud. Slet ikke spor praktiske højhælere, men lækre. Og nu da jeg skal til at være lidt ekstra lækker som opvejning til gabet, så er det vel kun på sin plads. Nu mangler jeg bare at lære det der trick med at navigere tungen rundt om alle firkanterne i bøjlen, så jeg kan cleare for madrester hvor som helst, når som helst.

Nå, ja, og så mangler jeg lige at flytte tilbage i lejligheden og flytte manden ud og flytte om på det hele, så der kan komme til at se nyt ud til en ny pige i nye klæ'r...

En af de dage

I dag er min kæreste gennem to år gået fra mig, og på mandag skal jeg have lagt togskinner på hele gebisset.

Life is a bitch sometimes....

Eksamen - tjek!

Så er det sket med eksamen. Det blev et 9-tal. Det har jeg, som dagen er skredet frem, lært at acceptere. Ej, det er ok. Havde faktisk indstillet mig på, at 9 var fint, men da jeg kom ud fra eksamenslokalet, havde jeg alligevel mere lyst til 10. Kom op i Holberg. Måske heller ikke det mest ophidsende....

Blev inviteret på sticks 'n' sushi af min mutter her til aften. Det hjalp lidt. Der er nemlig også mange andre gode ting i livet end 10-taller. Japanske kyllingeboller og maki og hindbærmousse for eksempel - det varer bare ikke så længe.

Ovenpå eksamen har jeg bestemt mig for at spørge inde i ministeriet, om jeg ikke må få lov at skrive noget mere end presseresuméer. Tror jeg satser på en karriere i virkelighedens verden i stedet for en akademisk. Har ikke noget at miste. Andet end mit mod selvfølgelig, når jeg skal ned og se skrækindjagende mega-målorienterede spindoktor i øjnene. Men altså, nu gør jeg det altså.... regner jeg med.

Karaktersnobberi

Så, nu har jeg læst alt igennem én gang, og jeg tror ærligt talt, det bliver den eneste.

Det kan godt være lidt belastende at være én af de sidste, som skal op til eksamen, for så har man rigeligt med tid til at overanalysere alle andres resultater. Jeg havde egentligt bestemt, at et 8-tal ville være helt ok og ikke skade mit ego alt for meget. Kan godt erkende, at oplæsning ikke er min allerstærkeste side.

Men nu har jeg erfaret, at anstrengende, slet ikke forberedt, luftsnakker af en fyr fra min klasse har fået 8. Og han havde ikke engang teksterne med til forberedelse, men måtte låne af en klassekammerat i sidste øjeblik.

Jeg har læst i to uger. Jeg har lavet specielle eksamensnotater. Jeg er også kommet til at hidse mig så meget op over mit selvvalgte oplæsningsstykke, at jeg har tudet foran min læsegruppe.
Hvis jeg får 8..... Ej, det gider jeg slet ikke at tænke på.

Det er godt at jeg snart skal have togskinner på tænderne, så jeg får noget reelle problemer at bekymre mig over....

Hosekræmmeren

Stundom, naar jeg har siddet og læset Hosekræmmeren, og har havt den brune Lædersofa i min Ryg, da har jeg væren rent på kanten af den grummeste Sindssyge. Som netop i dette Øjeblik: Den gjentagende læsning af Blichers værk -højt - for mig selv og alene! Det bringer en liden Student i det reneste armod. Thi, jeg har nu væren igang i en Time og stadig er der flere sider at bladre, selvom Svælget mit har de grusommeste Veer! Ak, ohhh, ak!

Velkommen i det nye år

I dag skulle kærsten ynkes. Der var ingen vej udenom. Han kunne næsten ikke tale, så ondt havde han i hovedet - og det blev ligesom bare værre og værre, jo mere barnet fik hidset sig op. Sjovt nok kunne han godt kommandere toast og kaffe og te bragt til sit torneroseleje. Han kunne også godt holde ud at blive noget så skuffet, da jeg brændte toasten på, og blive helt grådkvalt, fordi osten var aaaalt for stærk til hans følsomme mavesæk. Bagefter kunne han også godt svinge sig op til at tigge om at få en Big Bacon Blues bragt til sofasygelejet. Og som finale placerede han yndefuldt prikken over i'et ved at sætte sig til at skide for åben dør, mens han sagde: "Du er så dygtig til at være god ved mig". Altså helt ærligt! Sommetider er kærester enormt ynkelige...

Hvis jeg ikke havde en eksamen forude, tror jeg sku, at jeg havde snuppet mig en æggesnaps med dertilhørende salmonella. Bare for at få lidt pay back time.

Opvarmning til eksamenslæsning

I dag besluttede jeg mig for ikke at tage på Diamanten og læse men i stedet klare det hjemmefra. Det er lidt en farlig beslutning, hvis man kender mig, men det er faktisk gået nogenlunde hæderligt. Jeg lavede også lige en læseplan - det er jo noget med at det skulle være en god ide. Den har konkluderet for mig, at jeg skal opretholde ihærdigheden de næste 11 dage for også at være nogenlunde hæderlig til eksamen.
Jeg prøvede lige at læse min selvvalgte tekst op, som jeg skal fremføre til eksamen, og halvvejs nede på første side fik jeg ondt i halsen. Tror også hellere, at jeg må tage det der stemmesmøring lidt mere seriøst fra nu af.
Nu kommer kæresten heldigvis snart hjem og prøver på at lave burgere. Så kan jeg vist godt lige klare at slænge mig hen på sengen og læse om merviden og vidensmangel så længe (føler mig især godt inde i sidstnævnte).

Fedtbrænderi

Tror ikke jeg kan tåle at blive overgået af nogen som er 17 og spiller håndbold.

I dag har vi været ambitiøse med motionsbudgettet i familien. Først 6 kilometers travetur i den jyske skov og hede, derefter med fatter i det lokale motionscenter (som egentligt bare er et betonrum i dybet af idrætsforeningens klubhus).

Jeg sad mest og hang lidt på plastlæderbetrukket pumpebænk, mens fatter løftede jern. Jeg er nemlig blevet så forbandet snottet.

Nå, men der var også to andre i motionsrummet. 17-årige. Fyr og pige. Pigen iført en af de der håndbolddragter som er sponsoreret af en lokal el-installatør. Hun lavede mavebøjninger og mavebøjninger og drak dovent af sin vandfalske og lavede flere mavebøjninger. Hold kæft hvor var hun god! I mellemtiden forsøgte min far at vise mig, hvordan man bruger rygmaskinen. "Nej Anne, ikke strække sådan i ryggen. Man skal krumme, når man trækker sig op". Hende mavepigen gloede på mig i spejlet og dullede hestehalen. Følte mig helt slumpen der på bænken med konfektrøven fuldt eksponeret. Var ellers lige begyndt at se mig selv som sporty, nu da jeg kan gennemføre 5 kilometer i mere eller mindre løb.
Ak, må erkende, at jeg er uhjælpeligt bagud af dansen. I hvert fald i træningsbetonkælder med mavemuskelpige, mens 55årige far er nødt til at vise sit slaskelem af en datter, hvordan man laver en sølle rygbøjning.

Faktisk så det pisse grimt ud med alle de mavemuskler. Alt for butch, hvis nogen skulle spørge fra nogen........

Komplimentopgørelse

Jeg er begyndt at skrive alle de gode ting, der sker for mig, op. Virkeligt opløftende! Og lidt narscisistisk måske. Men what the hell... Lad mig dele nogle highlights:

Jeg har fået en ven nede på mit pizzaria. Han er italiener, har pizzavom og lidt glinsende pizzahud og siger hej, når jeg kommer ind. Han kalder mig "Bella Maria" - og så vil han gerne bytte rejer ud med gorgonzola og kun putte chili på halvdelen. Rar, rar fyr.

Jeg har også fået en ven i taxi-branchen. Midaldrende chauffør med den obligatoriske tøjstil, hvor buksen er presset ned af hængemave og skjorten gaber lidt i lukningen. Han lytter til melankolsk jazz på bilens anlæg om natten og så ligner han én, der lige er blevet skilt fra sin kone. Han kørte mig, min kæreste og vores venner hjem fra byen for en lille måneds tid siden. Da vi var ankommet i min gade, kiggede han længe på mig i bakspejlet, hvorefter han steg ud på brostenene og udbrød i improviseret poesi. Om mig! (måske skulle jeg ikke få lavet den operation i kæberne alligevel.... Det virker som om underudviklet hængende underkæbe fungerer ret godt for mig!).

Sidst med ikke mindst fik jeg den største kompliment længe, da jeg var til træning for et par uger siden. Min træner, som kommer fra et eller andet land med undertoner af latin, kom hen til mig og måtte bare lige sige, at jeg altså kunne blive en formidabel danser. What! Hvis nogen har set mig danse, så ved de, at det er et kompliment helt ude af dimensioner. Jeg er engang blevet afbrudt på dansegulvet på et provinsdiskotek af en pige, som bare lige ville sige, at hun syntes det var sejt, at jeg slet ikke bekymrede mig om, hvor mærkelig jeg så ud, når jeg dansede...

Nå, men ja, jeg går i hvert fald julen i møde med oprejst pande! Så gør det pludselig ikke så meget, at jeg har spist for mange æbleskiver, været asocial og skrevet en yderst middelmådig eksamensopgave. Det gør ikke noget. For taximand og trænermand og pizzamand kan godt lide mig alligevel.

Julestemning

Tjek lige det her charmerende væsen ud! Så er julestemningen hjemme!

Det gik altsammen!

Alt er godt! Pyha.

Jeg kan nu se frem til en uge, som ikke skal indeholde desperat søgen efter nyt sted at bo, bitter nedpakning i flyttekasser og knust selvværd over at have været skyld i et tab på 250.000 kroner.

Ja... pyha!

Det hele gik i orden onsdag aften. Efter Kristian havde haft et langt møde på andelskontoret var der stadig intet nyt i eksklusionssagen. Kaffedrikkerne var ikke til at stikke i! Det udløste opkald til advokater, nærlæsning af lejelov og vedtægter i andelsforeningen og et desperat forsøg fra min side på at "tale med" folkene på kontoret. Det endte i snot og tårer og ufuldendte fremstamninger af sætninger.
Til sidst fik Kristian allernådigst lov til at fremlægge sin sag for bestyrelsen på et ekstraordinært møde i gadens festlokale. Jægersborggades egen court of law.

Vi mødtes inden. Alle havde mindst 10 klumper i halsen og jeg tudede igen. Den eneste som faldt udenfor sindsstemningen var Aaron, som talte om sammensværgelser og noget med at lænke sig fast til radiatoren, hvis det kom så vidt.

Klokken 19 gik Kristian og gravid kone (god phatoseffekt) til mødet. Jeg ventede, lurede med gennem vinduet, gik i cirkler i stuen, skældte ud på Aaron. Endelig kom de tilbage med et lettet look. De havde vundet på charmen! Bestyrelsesformanden, som kender Kristian en lille smule, havde taget skylden for hele misæren på sine skuldre.

Jeg har aldrig været så lettet. Det føltes som om en blanding af maveonde, eksamensangst, anoreksi og pms blev løftet fra min efterhånden forknudrede eksistens. Vi fejrede med pizza og øl!

Faktisk endte dagen med at bliver rigtig god. Aaron fortalte nemlig midt i al elendigheden, at han er blevet tilbudt fast kontrakt på sit arbejde.

Ja, alt ser lysere ud nu. Pyha. Tror endda jeg kan leve med jerngebis, nu jeg har fået sat tingene lidt i perspektiv.

Den værste dag længe!

I dag har min skæbne vendt sig imod mig. Jeg kan nu med stor sandsynlighed gå en fremtid i møde som et forhadt og udstødt menneske. Jeg synes egentligt også, at jeg har været svine heldig de sidste par år, så jeg går ud fra, at det store kosmiske regnskabsår er ved at være omme, og at det nu er blevet opdaget, at jeg har haft overtræk på heldighedskontoen. Strictly business. Jeg burde have fattet mistanke om mit vendende held, da jeg udenvidere begyndte at gro røde skinnende bumser for et par måneder siden. En lynende advarsel lige der i panden på mig.

Nå, men det hele startede, da jeg var til tandlæge på hospitalet i dag. Jeg skal opereres i kæben i februar måned og går derfor til forberedende undersøgelser. Det plejer at være ganske hyggeligt og helt smertefrit. Men i dag kastede min ellers sympatiske tandlæge en mental bombe i klinikken: "Vi har besluttet, at det er bedst, at du får skinner på tænderne efter operationen - og også et træk".....!!..... Vi taler togskinner i overmund og undermund samt nakketræk til en fuldvoksen 22-årig. Vi taler dårlig ånde fra stålgebisset og spinat som vikler sig ud og ind af bøjlens kringler, vi taler afholdenhed fra karameller!
Ikke nok med det fik jeg en utroligt illoyal reaktion fra kæresten, da jeg kom hjem: rynket næse kombineret med "what the hell!" og en kommentar om rådden munddunst.

På det her tidspunkt var min selvtillid forrevet og betændt, men det skulle blive værre....

Telefonen ringer. Det er Kristian, min udlejer og venindes kæreste. Han fortæller, at han er blevet smidt ud af andelsforeningen med mere eller mindre øjeblikkelig varsel, fordi han har "udlejet ulovligt" til mig. Han fortæller at vi skal være ude af lejligheden, da han er tvunget af andelsforeningen til at sælge den.
Sagen er den, at jeg afleverede en a4 formular om, at jeg var flyttet ind i lejligheden som lejer for laaaang tid siden, men det har viceværten og de andre kaffedrikkendt sjofle fjolser nede på kontoret ikke registreret. Derfor mener de nu, at Kristian har udlejet ulovligt. I morgen skal jeg ned på andelskontoret sammen med Kristian og bevise, at jeg har afleveret snollet a4-ark for snart 8 måneder siden. Jeg forudsiger gråd og tændersskæren. Jeg forudsiger desperat stritten med barm og bag og falske søde ungpigesmil. Alle kneb gælder. Jeg er på skideren! Hvis Kristian er tvunget til at sælge mister han flere 100.000 kroner.

Jeg tager lige en Bailey's at falde ned på....

Brainstorm

Der er en hel del ting, som jeg godt kunne tænke mig, at det her indlæg skulle handle om, men de passer ikke rigtigt sammen.

Her er en lille emne-buffet:

• Saddam er dømt til døden. Ved hængning. Det er vel meget godt, men er det underligt også at synes, at det er lidt synd? Jeg mener, jeg ville nødig selv hænges.
• Jeg var ved at kaste op i Føtex, bare sådan lige ud over hele køen. Jeg blev nødt til at sætte mig i fosterlignende stilling og glo ned i min kurv for at holde retur-refleksen i ave. Imens stod to damer og skændtes over hovedet på mig om, hvem der havde mast ind foran hvem i køen.
• Jeg har fundet ud af, at der er millioner af stavefejl på min blog! Jamen, det er jo tåkrummende! Min søster læste den i går, og gjorde mig opmærksom på pinlighederne. Bær over med mig. Jeg er åbenbart slet ikke så perfekt ud i diktatens domaine, som jeg troede.
• Jeg skal til George Michael koncert om en uge og er ved at gå til at spænding. Skal se mit eget personlige teenage-idol.

Jeg tror jeg vil lade det ligge og i stedet lade mig fascinere/forarge af "De unge mødre" i stedet.

Når cyklen mister lysten til at leve med sin ejer

Det er og bliver en magtesløs og utaknemmelig tilværelse at være ejer af min cykel. Jeg ved ikke, om min cykel bare har en dårlig karma, eller om det er årstiden der trykker den. I hvert fald er den blevet forfærdeligt selvdestruktiv. Det har udviklet sig i løbet af de sidste par måneder. Først blev den tør og vrissen i kæden, så løsnede den alle sine skruer, så den lavede et frygteligt spetakel, når vi kørte ned af gaden sammen. Det var ligesom den prøvede at skabe en distance mellem os. Den var blevet så underligt kold over for mig. Nu er den så begyndt at rode ud i ulykker og dårlige bekendtskaber.

I tirsdags, da jeg kom ned for at hente den, så vi kunne følges ud til uni, hvade den været i klammerier i løbet af natten og var kommet hjem med en brækket støttefod, sådan et helt clean bræk. Den amputerede jernstump var sirligt lagt til hvile cykelkurven. Først blev jeg vred, sagde, at det var noget satans skaberi, men så så jeg, at det var et råb om hjælp. Man kan hurtigt komme til at hænge ud med de forkerte typer, når man er cykel i Jægersborggade. Derfor tog jeg i går kærligt min cykel ved styret og trak den ned til cykelhandleren til et kyndigt eftersyn og selvfølgelig en splinterny støttefod. Jeg hentede den senere på dagen og den kørte som en drøm. I morges var jeg glad og lettet da vi sammen susede gennem det frosne mørke på vej til arbejde. Pedalerne gled uforstyrret rundt, kurven var solid og spændstig og det bløde styr rakte ud efter mine hænder. Vi havde igen fundet fælles fodslag. Vi var sammen.

Efter arbejde cyklede vi hen for at møde min veninde. Min cykel ville helst parkeres på Vesterbro Torv, selvom det ikke var der min veninde og jeg skulle på cafe. Oh, well, tænkte jeg. Det er måske også meget godt med lidt tid hver for sig. Den skal også have lov at have plads.
Da jeg kom tilbage for at hente den, kunne jeg straks fornemme at noget var galt. Den så så underligt skyldig ud. Hang med styret, ville ikke rigtigt låses op. Det var sket igen, og denne gang ved højlys dag. Slagsmål af værste kaliber! Baghulet var bøjet. Og ikke bare almindeligt bøjet, nej s-bøjet, som cykelhandleren alvorligt fortalte. Der er ikke andet at gøre end at fjerne det. En s-bøjning kan ikke reddes. Jeg var lige ved at græde, da jeg fik det at vide. Følte mig svigtet. Jeg synes, at jeg har gjort alt, givet mig fuldt ud, prøvet at forså, og så er det takken jeg får. Nu har jeg lavet en aftale på onsdag hos cykelhandleren. 700 kroner. Det sidste chance....

Han tjekker sin skaldede plet.

I et tresidet spejl på sit firmas toilet.

Gør det fordi han kan.

Studerer sin udvikling som mand.

*

På kontorstolen ved sit bord.

Leder han efter tanker om poesi og store ord.

Drikker et glas vand.

Og venter på sit gennembrud som mand.

Fest

Jeg har holdt fest. En af de der slags fester, hvor man først laver en fornuftig, begrænset liste over, hvem man skal invitere, hvorefter man går i panik over, at der sikkert ikke kommer nogen og derfor plager hvemsomhelst til at dukke op.

Når alle man kender er inviteret, får man tvangstanker over, om 120 år gammelt trægulv kan holde, og om naboen, som jeg kan høre snoke gennem væggen en almindelig stille onsdag aften, mon kunne tænkes at blive forstyrtet over Wham på fuldt tryk og mænd, som skriger med på Scissor Sisters. Man bliver kort sagt lidt nervøs. Overvejer også, om nogen mon kan finde på at skamfere B&O-anlægget eller åbne den hemmelige skuffe i soveværelset! Åh, gud.

SSP-konsulent-skræmmetermen, "Nokiaparty", får pludselig en meget realistisk klang.

Nå, men det gik nu fint. Faktisk nåede jeg på selve aftenen endnu engang at falde tilbage i den oprindelige panik over, at ingen kom, fordi alle har en tendens til at komme så irriterende fashionably late.

Jeg overvejer, om der eksisterer en teori om fester, som opererer med begreberne "Frygt for fest" og "Håb for fest" og at begge begreber paradoksalt nok indeholder hinanden. Håbet for en fest: at der kommer mange, at alle er så ekstatisk opgejlede, at 120 år gammelt gulv er lige ved at gennembrydes og snorkende nabo er lige akkurat på nippet til at vågne af tornerosesøvnen, kan meget let (når håbet endelig opfyldes og man skuler bekymret til volumenknappen) omdanne sig til Frygten for en fest: Fremmede mennesker der spiller ping-pong med et eller andet de har fundet i en skuffe i soveværelset og stjæler ens George Michael-billetter og inviterer suspekt pusher-crowd fra gaden med op til Cosmopolitans. Sådan er det, jeg tror det er vilkårene. Den ultimative festsindsstemning findes ikke. Den er en evig vekslen mellem håb og frygt.

Jeg endte nu med at føle mig ret så meget på toppen. Især da jeg engang i 11. time blev klar over, der faktisk er nogen, som har vovet sig ind på den her sølle blog, og endda også har lagt mærke til, at jeg ikke har skrevet i halvanden måned..... Så nu skriver jeg altså igen.

Fashionably late, kan man vel kalde det.

Sanser på cykel

Jeg sad på min tohjulede ven efter en lang dag på arbejdet og uni. Klokken var kvarter over fem. Solen skinnede og min bordeaux cykelhjelm samt mine nyerhvervede matchende bumer i panden reflekterede lystigt dens lys. Jeg åbnede jakken og rettede mig op på cyklen idet jeg nærmede mig. Missede med øjnene, da jeg skimtede ham forude på fortorvet mellem fyraftensfodgængerne. Mit hjerte hamrede, jeg blev tør i munden idet jeg kom tættere på. Da jeg holdt for det røde lys ved Rådhuspladsen, kunne jeg tydeligt se ham. Han viftede med de sammenfoldede aviser og vinkede af de forbipasserende. Jeg fik en klump i halsen og rettede håret under hjelmen. "Det er slut", tænkte jeg "hvem vil have et hjelmbeklædt udskud som dig?". Det blev grønt og cyklen bar mig i slowmotion tættere på, mens en sky gik for min indre himmel og mit pandehår klistrede sig til pandens koldsved. Jeg passerede. Kiggede kroket men rødmende væk og rakte hånden ud efter en fammenfoldet metroexpress. Og da kom det: "Hej smukke!". I'm back in business......

Sommeraffære

Over sommeren er jeg blevet opmærksom på den fyr, som står på Rådhuspladsen og deler aviser ud. Ja, du ved. Ham the latin lover med hestehale og solbriller, som jounglerer med MetroExpress, mens han fletter fingre med kvindelige cykelister, som holder for rødt.
Egentligt er det nærme ham, som har gjort opmærksom på sig selv.

Første gang vi stødte på hinanden, var jeg blevet stoppet af det røde lys ved forgængerovergangen. Mens jeg holdt og ventede på, det skulle blive grønt, mærkede jeg pludseligt et par læber på min hånd. "You are so beautiful", sagde en stemme, og jeg drejede hovedet og kiggede ind i mit eget spejlbillede i et par skisolbriller. Det var ham! Mens han skruede op for det lumre barometer med flere håndkys og primitive komplimenter, sad en midaldrende kvinde på sin cykel ved siden af og fnisede spændt. Jov, jov. Det var hedt for danske standarder! Jeg må da også indrømme, at selvom jeg pænt takkede nej til videre bekendtskaber, fik den lille eskapade mit skandinaviske blod til at pumpe lidt hurtigere gennem mit kuldskære korpus. Senere på sommeren gentog cirka samme scene sig. Latino greb igen min hånd i et fast tag, og denne gang havde han udvidet sit repetoir af komplimenter. Pragtflirten glaseredes af fraser som, "Du er meget smuk" og "Jeg elsker dig". Og, jov, selvom hele affæren efterhånden havde udviklet sig til noget på niveau med novellerne i Familie journalen, så er jeg en sucker for den slags. Og igen må jeg indrømme at han fremkaldte en diskret rysten i buksen - på den gode måde!

I går, da jeg skulle hjem fra første dag på uni, var jeg helt klar til at møde min avisomdelende love-affair igen. Men nej, en slem skuffelse ramte mig. Jeg er begyndt at køre med cykelhjelm, hvilket medførte total ignoration fra det overfladiske svin. Ingen kindkys, ingen fletten fingre. Ikke engang en skide avis! Man skulle tro, at sådan en konstruktion af en cykelhjelm havde indbygget kyskhedsbælte. Ikke engang et blik med øjet kunne han præstere ved synet af mig. Så nu er jeg selv og selvtilliden back to basics. Ikke mere nogen mørkglødet sommerelsker på fortorvet, ingen hjertebanken på Rådhuspladsen. Bare blege lemmer og hattehår på cykel i regnvejr.

Så starter maskineriet

Jeg er tilbage. Og denne gang er det "for good" - også selvom jeg har været meget lidt in tune på det sidste. Ok, nærmere skingert ikke-eksisterende. Jeg indrømmer!
Men nu skal den famøse pibe altså til at have en anden lyd! Jeg lægger ud med at give tastaturet en blid massage: ikke for mange superlativer og frække adjektiver. Korte sætninger, småt med tvetydigheder. Derefter følger en intensiv træningsprocess, hvor tasternes fjedre spændes op, så de kan bære en metafor her og der og lidt længere delikate indskud. Sidst top-tunes musen, så den kan klikke sig ind på nettet dagligt og regelmæssigt kæle lidt for "Publish Post"-knappen her på siden. Hvis computer holder træningsprogrammet kan det være der vanker en ny fin lille pauseskærm i belønning.
Målet er seriøst og spændstigt læsestof. Gerne mere fagligt og farligt og mindre egocentreret, hvis det altså er mulig (nu må jeg hvad id'et byder mig) .
Jeg glæder mig til at komme i gang med at dele hverdagens små eskapader igen, og jeg håber, at nogle gamle læsere vil skele i Tastaturfilurens retning. Så må det vise sig om jordslået hengemt blog kan genoplives. Jeg giver det 14 dage. Derefter rulles guillotinen frem og der evalueres.