Komplimentopgørelse

Jeg er begyndt at skrive alle de gode ting, der sker for mig, op. Virkeligt opløftende! Og lidt narscisistisk måske. Men what the hell... Lad mig dele nogle highlights:

Jeg har fået en ven nede på mit pizzaria. Han er italiener, har pizzavom og lidt glinsende pizzahud og siger hej, når jeg kommer ind. Han kalder mig "Bella Maria" - og så vil han gerne bytte rejer ud med gorgonzola og kun putte chili på halvdelen. Rar, rar fyr.

Jeg har også fået en ven i taxi-branchen. Midaldrende chauffør med den obligatoriske tøjstil, hvor buksen er presset ned af hængemave og skjorten gaber lidt i lukningen. Han lytter til melankolsk jazz på bilens anlæg om natten og så ligner han én, der lige er blevet skilt fra sin kone. Han kørte mig, min kæreste og vores venner hjem fra byen for en lille måneds tid siden. Da vi var ankommet i min gade, kiggede han længe på mig i bakspejlet, hvorefter han steg ud på brostenene og udbrød i improviseret poesi. Om mig! (måske skulle jeg ikke få lavet den operation i kæberne alligevel.... Det virker som om underudviklet hængende underkæbe fungerer ret godt for mig!).

Sidst med ikke mindst fik jeg den største kompliment længe, da jeg var til træning for et par uger siden. Min træner, som kommer fra et eller andet land med undertoner af latin, kom hen til mig og måtte bare lige sige, at jeg altså kunne blive en formidabel danser. What! Hvis nogen har set mig danse, så ved de, at det er et kompliment helt ude af dimensioner. Jeg er engang blevet afbrudt på dansegulvet på et provinsdiskotek af en pige, som bare lige ville sige, at hun syntes det var sejt, at jeg slet ikke bekymrede mig om, hvor mærkelig jeg så ud, når jeg dansede...

Nå, men ja, jeg går i hvert fald julen i møde med oprejst pande! Så gør det pludselig ikke så meget, at jeg har spist for mange æbleskiver, været asocial og skrevet en yderst middelmådig eksamensopgave. Det gør ikke noget. For taximand og trænermand og pizzamand kan godt lide mig alligevel.