Motionistens glæder

Jeg var ude at løbe her forleden og har fundet en helt ny og glædelig side ved den ellers pinagtige disciplin.

Efter en 5 kilometers penge var jeg ved at være hjemme og også ved at være ret flad i kondiskoen. For enden af min gade besluttede jeg alligevel at give den hele armen de sidste 200 meter hen til min hoveddør. Og sikke en go beslutning! Det resulterede nemlig i mit nye perspektiv på det at motionere. Åbenbaringen kom i form af at krølhåret mandsdyr, som stod og nørklede med sin cykel lige på målstregen.

Jeg så godt, at han kiggede op da jeg kom spænende. Og da jeg begyndte at strække ud ved siden af ham, følte jeg, at det var nødvendigt med et par ord for at bryde min svedende tavshed.
Noget hen i retning af "hej", blev det vist til. Og direkte retur kom et kompliment, jeg aldrig har troet skulle ramme mit slunkne astmalegeme: "Du har en ret flot løbestil", sagde han. "Det er sjældent, at man ser piger gi´den så meget gas, og det er sjældent at de løber så pænt".

Og ja, det var sku mig, han mente!! Knejsede tøset i de syrende ben og viste ham hele rækken af togskinner til gengæld!

Skal meget snart ud og løbe igen.....