Min lægelige uskyld er taget

Fik taget sting af den lækreste kirurg i verden i går!

Da jeg kom ind og smækkede mig selv i tandlægestolen med et lille smil kvitterede han med, at jeg ”strålede” og at ”sådan nogle patienter som dig skulle man have flere af”. Jow, jow. Jeg strålede i hvert fald ganske rosarødt i kinderne efter at have fordøjet de par komplimenter.

Han klappede mig på armen og spurgte hvordan det gik, hvorefter han tog plastrene af mine kinder. Da stingene kom til syne udbrød han: ”ej, hvor du bare heler flot!”. Og ja, det lyder nok ikke af så meget, men når det kommer fra en som arbejder med at skære folk op og sy dem sammen igen, så må det vel siges at være et ret seriøst kompliment, eller hvad!

Den slags går i hvert fald lige ind, når man selv mest er tilbøjelig til at få øje på madresterne i mundapparaturet og den blågrønne kulør på halsen.

Det gjorde pisse nas at få stingene taget og det blødte, men jeg trak vejret dybt gennem næsen og stirrede doktor lige op i det solbrune ansigt. Man er ikke sådan en piveskid, når man lige har fået at vide, at man er god til at hele.

Efter opvarmningen førte doktor mig hen til spejlet i værelset, tog mig om skuldrene og viste mig hvor ”pænt det bare så ud!”. Lige på det punkt med at røre er læger ret heldige. Det kan ligesom altid dækkes ind under et eller andet fagligt, ikke? Noget lægeligt nødvendigt. I hvert fald var det helt i orden for mig, at det var nødvendigt med lidt fysisk guiden, for at jeg rigtigt kunne få et kig på mine nye ar!

Inden jeg gik ville doktor lige høre, om jeg havde nogle spørgsmål, så han ”kunne holde på mig lidt længere”. Jeg diskede op med en forespørgsel på, om jeg stadig skulle skylle i klorhexidin, før jeg måtte lægge den korte men lumre romance bag mig og fortsætte ud i den verden, hvor togskinner og læspen normalt ikke forfører nogen.

Men jeg glemmer det ikke lige foreløbigt.

Heller ikke selvom Ben tror han er bøsse!