En anelse sammenbidt

Nu har jeg snart lagt en uge af min nye tilværelse bag mig.

Jeg er hjemme fra hospitalet og har erhvervet en centimeter mere længde på underkæben. Tænderne er beklædt med plasticskinne og elastikker, som allernådigst lader munden åbne i én panodils højde. Meget praktisk.

For at kæben skal hele ordentligt, skal jeg spise 7000 kj om dagen. Det er omstændigt, når man kun må drikke, så diæten inkluderer uanede masser af fløde (eller hvis det går højt, den frække variation: flødeskum), flødeis, koldskål, sødmælk, milkshake og sidst men ikke mindst en række forhadte supper.
Min mor har gjort sig usandsynligt umage for at kreere nogle lækre nogle af slagsen, så jeg føler mig utaknemlig over mest af alt at associere cremet jordskokkesuppe med gylpefornemmelser.

Det hele krydres med tre skyllesessioner om dagen i klorhexidin. En god krads en af slagsen.

Det er i situationer som disse, at man ikke må falde i og begynde at hade sit liv (eller ringe til sin ekskæreste). Meget vigtigt. Så det har jeg tænkt mig at forsøge at overholde. Indtil videre klarer jeg mig med afmålt vrissen, salte tårer og besøg fra søde venner.