Jeg har holdt fest. En af de der slags fester, hvor man først laver en fornuftig, begrænset liste over, hvem man skal invitere, hvorefter man går i panik over, at der sikkert ikke kommer nogen og derfor plager hvemsomhelst til at dukke op.Jeg overvejer, om der eksisterer en teori om fester, som opererer med begreberne "Frygt for fest" og "Håb for fest" og at begge begreber paradoksalt nok indeholder hinanden. Håbet for en fest: at der kommer mange, at alle er så ekstatisk opgejlede, at 120 år gammelt gulv er lige ved at gennembrydes og snorkende nabo er lige akkurat på nippet til at vågne af tornerosesøvnen, kan meget let (når håbet endelig opfyldes og man skuler bekymret til volumenknappen) omdanne sig til Frygten for en fest: Fremmede mennesker der spiller ping-pong med et eller andet de har fundet i en skuffe i soveværelset og stjæler ens George Michael-billetter og inviterer suspekt pusher-crowd fra gaden med op til Cosmopolitans. Sådan er det, jeg tror det er vilkårene. Den ultimative festsindsstemning findes ikke. Den er en evig vekslen mellem håb og frygt.
Jeg endte nu med at føle mig ret så meget på toppen. Især da jeg engang i 11. time blev klar over, der faktisk er nogen, som har vovet sig ind på den her sølle blog, og endda også har lagt mærke til, at jeg ikke har skrevet i halvanden måned..... Så nu skriver jeg altså igen.
Fashionably late, kan man vel kalde det.
