tirsdag, maj 23, 2006

Min faste overspringshandling

Jeg takker frk. lortoglagkage for underholdende blogning. Den får resten af os til ikke at have nær så ondt af os selv, og er sand inspiration i denne grå eksamenstid!!

mandag, maj 22, 2006

Baileys, papyrus og Informaion

Har lige fået mig en Baileys med is. Alene i sofaen. Hygger med mig selv. Og så var det vel og mærke en stjålet Baileys med is. Jeg opbevarer pt al sprut, som har været til overs fra nogen uni-klasse-fest overhovedet, under mit skrivebord, og i dag kunne jeg ikke nære mig. Der er mest snaps og gammel dansk (det bliver af en eller anden grund al tid til overs. Har været til overs i snart 7 måneder nu), men så lå der en slat Baileys og råflirtede med mig. Den ville tages. Nu og her! Ahh! Chokolikør. Anledningen er, at jeg er blevet færdig med min artikel, som skal afleveres i morgen. Den hedder "Lad eleverne tage ordet" - hvis nogen skulle være interesseret..... One exam down, three to go. Det er jo på en måde meget godt, men artiklens udeafverdenhed betyder, at jeg nu skal til at forberede mig til den næste eksamen, og det betyder, at jeg skal til at læse. Jeg har lovet at tage noter til en psykopattekst om udviklingen fra papyrus til internet til i morgen, så det bliver det første bidrag til mit spæde intellektet. 25 normalsider. Om papyrus! Nu går jeg i seng og prøver at læse lidt i Information i stedet. Har nu haft gratis abbonement i 5 dage, og har kun læst én artikel og skimmet et digt at Jørgen Leth. Hvis det bliver kedeligt, så har jeg set, at der er sodukoer på andensidste side, så tager også lige en blyant med under dynen.

lørdag, maj 20, 2006

Ret så go' en da' det er i da'

Det har været en rigtig dejlig dag i dag. En af dem, hvor det faktum, at det regnede, og at jeg ikke har mere mad i køleskabet, ikke gjorde noget. Jeg har nemlig set Kundskabens Træ på Cinamateket. Et must-see-mesterværk. Jeg fik genopfrisket scenen med Elin og hendes forfærdelige mor, som finder den amerikanske sølvdoller og mellem linierne beskylder stakkels Elin (senere TRL) for at have noget nær prostitueret sig selv for at få fingre i den. "Hvor kommer den her fra Elin?!!!!!!". Fik også genopfrisket "Åh, nej han er i knickers" og det der med at danse med lyset slukket. Helt fantastisk dejligt.

Bagefter var jeg til miljøfestival i min gade. Thomas Helmig Jam spillede, og alle gadens mere eller mindre skæve eksistenser forenedes i en højere enhed om økologiske pølser, hjemmelavede karameller og.... ja, Thomas Helmig Jam (med en ret smålækker Thomas Helmig). Fik en lille åbenbaring, da koncerten fik selskab af dem, som ikke kun var på gaden, fordi der var fest og som ikke kun fik fadøl nummer otte fordi det var lørdag. Bag den falske Helmig stod en rødspættet eksistens med hestehale, slidte jeans, bacardi breezer og kondisko, som med halvt lukkede øjne spildte sit hjerteblod til "Nu hvor du har brændt mig af". Smukt!

Nu står den på læsning og måske lige melodix grandprix eller fodbad eller pizza eller neglelak....

fredag, maj 19, 2006

Navlepiller - hvem mig?

Jeg har lige læst i avisen i dag, at humanister er selvoptagede, mens medicinstuderende og studerende på samfundsfaglige studier, er mere karrieremindede. Efter sigende er humanister langhårede navlepillere, som kun læser for egen selvudviklings skyld. Jamen altså! Jeg må sætte mig imod denne hetz!
Jeg har flere belæg for, at både samfundsfaglige og naturfaglige studerende halter stærkt bagefter det image de så ufortjent har fået. For eksempel har jeg i fællesskab med en veninde en formodning om, at sociologistuderende vælger deres fag som en slags træningsforløb, fordi de ikke selv fungerer særlig godt socialt. (dette er baseret på en times intens samtale i fugtig kælder på nedlagt hospital). Og nu jeg er ved det, er medicinstuderende så ikke altid dem, som udvikler hypokonderagtige tilstande, fordi de symptomer de læser om, stiger dem til hovedet? (det skulle forresten hellerikke undre mig, hvis det er dem, som er ansvarlige for, at 10 procent af de unge er smittede med klamydia. Det kunne lige ligne dem ku det!). Og hvad med ingeniørerne og juristerne? Er det ikke dem, som drikker sig selv og små stakkels grønskollinge langt ned i helvede på deres introture? Ikke særlig karriereminded, var?!
Altså, ja, tsk... jeg spørger bare. Sidder her med en kop kamillethe og har lige læst mit horoskop og været i bad og skrubbet mig med skrubbehandsker og ladet balsammen sidde i ekstra længe og..... Altså, jeg er bestemt ikke nogen navlepiller....

onsdag, maj 17, 2006

Arbejdstid: 8 timer. Reel arbejdstid: 30 minutter.

Jeg er lidt bekymret for, om jeg mon nogensinde bliver i stand til at opretholde et rigtigt fuldtidsjob ude i virkeligheden. Grunden til min gru er, at jeg nu har brugt snart halvanden måned på min eksamensartikel. Jeg har spurgt læssevis af folk om råd, har klynket og har holdt kaffe-tisse-tænkepauser for flere tusinde lønningskroner. Jamen, det går jo bare ikke! Det er lidt underligt at tænke på, at jeg, som retorikstuderende, kun har skrevet 2 artikler i mit liv. Artikler, som jeg vel og mærke har brugt sammenlagt 3 måneder på! Ineffektivitet, ineffektivitet, ineffektivitet! Der må være noget med os humanister. Måske er det fair nok, at der ikke er så meget rift om os ude i erhvervslivet....

torsdag, maj 11, 2006

Forvredne forårsfornemmelser

Jeg er godt og grundigt forårsforvirret. Selvom mit hoved kun er fyldt med tom luft, er det som om hjernen ikke kan være i skallen. Pludselig kan jeg ikke koncentrere mig om at hænge min jakke op, når jeg kommer hjem. Jeg kan heller ikke vaske op eller lytte alt for meget til andre der snakker. Sjovt nok kan jeg godt spise m&m's og se Skadestuen på TV3. That's life. Håber det snart går væk!! Skyder i øjeblikket skylden på pollen og opdigtet søvnmangel....

mandag, maj 08, 2006

Åh, hvor er det dejligt at sommeren endelig er kommet. Det kribler over alt! I det grønne, i min gade og i mig. Jeg har lige været nede på Stefanos, min lokale cafe, og spise økologiske middelhavsfristelser. Ahh.... Den ligger i Stefansgade på Nørrebro. Tag og prøv den! Den er dejlig.

Måske jeg lige skulle fortælle lidt om weekenden.

Højdepunkter: Jeg har kælet med en slange i zoo, har fået min første is med 3 kugler og guf, har danset vildt og stille, har spist morgenmad med dejlige venner, har snakket hemmeligheder, og har taget middagslur i grønt græs på Assistens Kirkegården.

Mindre heldige ting: Har skrabt udtrådt chokoladekage op med neglene, har afsløret for min lille nevø at Jesus blev korsfæstet, har snakket hemmeligheder, har sniffet flormelis og har været indblandet i en bitch-fight.

tirsdag, maj 02, 2006

Hjernespin i Diamanten

Jeg sidder på Den Sorte Diamant i dag og skriver på min artikel. Træææægt arbejde. Der sker ligesom ikke noget, og jeg kan slet ikke overskue det jeg har skrevet.
Jeg har lige holdt frokostpause alene i kantinen. Det var ligesom alle kiggede på mig! Dem ved siden af, ham overfor, dem i køen. Da jeg var på vej tilbage til læsesalen, syntes jeg også at to fyre på rulletrappen gav mig elevatorblikket. Jeg blev nødt til at gå ud på toilettet og foretage inspektion af spejlbillede. Intet resultat... Jeg har et sår på næsen, men det sidder et sådant sted, at man skal være noget lavere end mig for at spotte det. Jeg tror jeg er ved at få den læsesalsstuderendes variation af økuller! Må hjem, snart. Eventuelt ligge i fosterstilling til "Skadestuen" på TV3.

mandag, maj 01, 2006

Fredag, Lørdag, Søndag, Mandag

Antitetisk weekend. Jeg er blevet ovenud kulturelt stimuleret, men har samtidig været omgivet af hængerøve, dårlig McDonald's mad og overdøvende ladhed.

Fredag aften inviterede Aaron mig til koncert på Stengade 30. Det var Janosshi og Shout Out Louds, der spillede. Jeg havde ikke hørt om Janosshi før, og er også lidt i tvivl om, om det nu er sådan det staves. Det var et band bestående af to fyre. En rigtig dygtig guitarist og en hårdtslående trommeslager. Lidt a la White Stripes. Rigtig god energi! Jeg blev helt hypnotiseret af trommerne. Det er fedt når man kan mærke dem i maven! Shout Out Louds var også rigtig gode, men på det tidspunkt, var weekendens modsætningsfyldte aspekt begyndt at spille ind: Jeg står og lytter til dejlig velspillet musik, rokker lidt frem og tilbage og synger med. Pludselig vælter tre 16-årige drenge ind i mængden og danser/tæsker hvalpeagtigt løs på hinanden. Fuck, hvor irriterende! Jeg kunne ikke lade være med at nive i dem hver gang de tromlede ind i mig. Det lykkes da også den ene at smadre et glas ned på min sko, så jeg fik glasskår mellem de bare tæer. Jeg gik nu fra koncerten med en fin følelse, nynnende, "Please, please, please". Det lykkes mig også lige at tryne en fyr, som ville mase foran i garderobekøen, før jeg gik. Gav ham først stift stirrende blik + passiv agressiv fløjten. Derefter gik jeg i kødet på ham. Det er altså ikke sådan en girlfriend som mig, man skal prøve mase foran. Tag den!
På vej hjem købte vi burgere hos McDonalds. Min var gået i en kemisk fugtig forbindelse med indpakningen og bøffen var rå. Føler mig forrådt at den fast-food kæde.

Lørdag gik med at spise baconsandwiches, pleje tømmermænd, se tv og..... ja, ikke noget.

I går var jeg til koncert på Lille Vega sammen med tøser fra klassen (og ja, det hedder efter sigende ikke "klassen", når man går på uni, men det blæser jeg på). Det første band spillede depressiv, ensformig, opstyltet rock. De hed January Jaunt. Såden nogle af de der fyre, som bare synes, at de er lidt for seje og nærmest er klædt ud som rockband. Det andet og sidste band hed Lily Electric. Lækkert! Der var et eller andet ved dem, som mindede lidt om Beatles. Men det er der efter sigende meget musik der gør, når jeg skal bedømme det - så tag mig ikke på ordet. I hvert fald lavede de det der Beatles danse-move, når de stod med deres guitare. Sådan lidt rokkende fra side til side, men et lækkert smil på. De gik lige ind og jeg rokkede med til musikken!

I dag har jeg været til pølsebod/tivoli/festival krydret med dåsetuborg og niende-klasser. Også kaldet 1. Maj i Fælledparken. Også, som et af ovennævnte bands, en smule opstyltet.... Som jeg hørte en fyr sige: "Hver gang jeg kommer her, får jeg sku lyst til at blive borgerlig!".

P.S. Og så har jeg fået jobbet i Beskæftigelsesministeriet.